Test af Salomon Brilliant skijakke

Forside » Skitøj » Skijakker » Salomon Brilliant

Skijakken Salomon Brilliant deltog i vores test af skijakker før sæsonen 2016/2017.

Hent oversigt med alle 12 skijakker

Vores vurdering af Salomon Brilliant

“Godt køb”

Godt køb

Salomon Brilliant skijakke

Salomon Brilliant skijakke // Foto: Troels Kjems

Salomon Brilliant er en foret skijakke til en attraktiv pris.

Jakken har et relativt tykt for. Nogle skiløbere vil kunne holde varmen alene med Salomon Brilliant-jakken og en ulden skiundertrøje. Hvis det koldere end minus 5 grader eller blæser kraftigt, har du sandsynligvis brug for et isolerende mellemlag.

Brilliant-jakken fra Salomon har fire gode yderlommer og én inderlomme.

Vær opmærksom på, at hætten på Salomon Brilliant IKKE har plads til en skihjelm. Jakken har til gengæld en høj krave, som slutter fint til omkring halsen og underkanten af din skihjelm.

Vi testede Salomon Brilliant i farven “Clementine”, som er en kraftig orange farve, der er meget nem at få øje på ude i terrænet.

Hvis du er på jagt efter en foret skijakke, der både kan bruges som skijakke og som almindelig vinterjakke i Danmark, så er Salomon Brilliant det bedste køb.

Se pris på Salomon Brilliant skijakke hos Skisport.dk.

Plus

God membran
Mange lommer
Gode lynlåse med store greb
Velegnet som vinterjakke i DK
Behagelig ved hals og håndled

Minus

Ikke alle lynlåse er vandafvisende
Hætte for lille til skihjelm

Fakta og kommentarer

Mærke og model

Salomon Brilliant skijakke med for (herre).

Vejledende pris i danske butikker

2.900 kroner.

Membran og for

Salomon Brilliant er udstyret med Salomons egen “Advanced Skin DRY 20K/20K”-membran, der har en vandtæthed på 20.000 mm og en åndbarhed på 20.000 g/m2. Disse tal er absolut tilfredsstillende.

Bemærk dog, at det er teoretiske tal, der kun gælder membranen og ikke tager højde for jakkens for, der nedsætter jakkens reelle åndbarhed en del. Det gælder dog alle de testede jakker og ikke kun denne jakke fra Salomon.

På trods af varme og fugtige vejrforhold under en del af testen, oplevede vores testpersoner dog ikke nævneværdige problemer med sved på indersiden af jakken. Foret er tyndt og luftigt, hvilket er perfekt til en skijakke.

Vi er lidt usikre på holdbarheden af yderstoffet. Jakken virker umiddelbart mere sart end eksempelvis testvinderne Heli Alpine (bedste skaljakke) og DIEL Alan (bedste skijakke med for), men det er blot vores fornemmelse.   

Lynlåse

Vores største kritikpunkt til denne jakke er lynlåsene. På alle de øvrige skijakker er alle lynlåse vandafvisende. På Salomon Brilliant er det kun nogle af lynlåsene, som er designet til at holde slud og regn ude. Frontlynlåsen er ikke vandafvisende, men er i stedet dækket af et vindfang, der til dels skærmer lynlåsen. Fordelen ved den ikke-vandafvisende frontlynlås er, at den er meget nem at åbne og lukke.

Jakkens mange gode kvaliteter på andre områder og en attraktiv pris, gør at Salomon Brilliant – på trods af testens dårligste lynlåse – alligevel får en købsanbefaling og 4,5 ud af de 5 mulige stjerner.

Lommer

Skijakken er veludstyret med lommer.

Du vil sandsynligvis ikke mangle opbevaringsplads til handsker, goggles, mobiltelefon og proviant ude på bjerget.

Salomon Brilliant har følgende lommer:

  • 2 mellemstore brystlommer
  • 2 mellemstore lommer i siden
  • 2 inderlommer
  • 1 liftkortlomme på venstre overarm
  • 1 stor netlomme på indersiden

Lommernes lynlåse er vandafvisende og har store greb, der nemt kan betjenes med skihandsker på.

Liftkortlommen sidder lidt for højt oppe på venstre arm. Det er nemmere at svinge liftkortet forbi scanneren, når liftkortlommen sidder helt nede ved håndleddet, som den gør på testvinderen DIEL Alan.

Ærmer

Ærmerne på Salomon Brilliant har velcrobånd og manchetter, der i fællesskab gør det nemt for dig at holde sne og kold luft ude ved dine håndled og underarme.

Ærmerne på denne skijakke fungerer bedst sammen med lange skihandsker med manchetter, der kan trækkes op over jakkens ærmer. Du kan kun med besvær trække Salomon Brilliants ærmer ud over et par skihandsker.

Hætte

Hætten på Salomon Brilliant er ikke stor nok til at rumme en skihjelm. Blandt de fire testede skijakker med for er det kun jakken Peak Performance Maroon 2, der har plads til en skihjelm under hætten.

Hætten på Salomon Brilliant er til gengæld perfekt til brug uden for pisten. På flere af de andre testede skijakker er hætten irriterende stor, når du ikke har en skihjelm på hovedet.

Salomon Brilliant har ligeledes en meget blød og behagelig krave, der slutter tæt til omkring din hals.

Specielle detaljer

Der er ingen banebrydende features eller revolutionerende detaljer på Salomon Brilliant. Det er blot en god all-round skijakke, som har kopieret mange af de bedste funktioner fra andre producenter.

I venstre sidelommen er jakken forsynet med en lille pudseklud, som du kan bruge til at tørre goggles og skibriller af.

Størrelse og pasform

Vi testede herre-udgaven af Salomon Brilliant i størrelse “L/Large”.

Pasformen på jakken er “regular”. Kun meget tynde eller meget kraftige skiløbere vil have problemer med pasformen.

I sammenligning med de øvrige testede jakker er størrelsen på jakken almindelig. Hvis du normalt bruger størrelse “Large” i skijakker, kan du trygt bestille en størrelse “Large” i en netbutik uden at prøve først.

Jakken er ret kort og en smule kortere i længden end eksempelvis Peak Performance Maroon 2 og en del kortere end testvinderen Peak Performance Heli Alpine.

Jakken findes også i en dame-model i samme kvalitet og med samme funktioner, men i et lidt anderledes snit.

Farver

Vi testede Salomon Brilliant i den orange farve “Clementine” (2015/2016-farve).

I sæsonen 2016/2017 sælges Salomon Brilliant skijakken i følgende farvevarianter:

Salomon Brilliant Herre

  • L38294700 Big Blue-X (Navy med orange detaljer)
  • L38294600 Black (Sort)
  • L39106700 Blue Steel (Turkis)
  • L38294400 Blue Yonder (Kraftig mørkeblå)
  • L38294800 Brique-X (Bordeaux)
  • L38294900 Granny Green (Lysegrøn)

Salomon Brilliant Dame

  • L38263800 Black (Sort)
  • L38263500 Gaura Pink (Mørk pink)
  • L38264000 Infrared (Orange)
  • L38263900 Phlox Violet (Mørk lilla)
  • L38263700 White (Hvid)

Vægt

Brilliant-jakken er med sin vægt på 1.154 gram (i størrelse “Large”) den næstletteste af de fire testede skijakker med for. Kun testvinderen DIEL Alan (vægt: 1.092 gram) er lettere.

I praksis føles Salomon Brilliant let og luftig. Jakkens vægt forhindrer dig i hvert fald ikke i at give den fuld gas ude på bjerget.

Nyttige links

Vi testede også

Under vores store test af skijakker testede vi i alt otte skaljakker og fire skijakker med for.

Sammenlign Salomon Brilliant med 11 andre skijakker

Du kan læse en detaljeret beskrivelse af hver enkelt skijakke nedenfor:

Menu