Om Špindlerův Mlýn | Pistekort | Indkvartering

Špindlerův Mlýn er det største og mest kendte skisportssted i Tjekkiet.

Skisportsstedet ligger 750 kilometer fra Puttgarden og knap 800 kilometer fra den dansk-tyske grænse i Padborg.

Byen og skiområdet Špindlerův Mlýn ligger i de tjekkiske Krkonoše-bjerge, hvor du også finder andre populære tjekkiske skisportssteder som Černá Hora og Harrachov.

Skiareál Špindlerův Mlýn består af i alt fem skiområder (Svatý Petr, Medvědín, Horní Mísečky, Labská og Ostatní), som alle ligger omkring byen Špindlerův Mlýn.

De enkelte skiområder er IKKE direkte forbundet med hinanden, så en kort køretur med skibus eller i egen bil er nødvendig, når du skal prøve nye pister i Špindlerův Mlýn.

Der er i alt cirka 25 kilometer præparerede pister i Špindlerův Mlýn.

Špindlerův Mlýn Skiferie

Også i solskin er det nemt at se, hvorfor Špindlerův Mlýn er Tjekkets mest populære skiområde.

Špindlerův Mlýn er generelt ret snesikkert og der er snekanoner i næsten hele området, som kan hjælpe til, når vejrguderne har brug for hjælp.

Der er dansk skiskole i Špindlerův Mlýn (mødested ved foden af Medvědín) og generelt egner området sig godt til børn og nybegyndere.

Špindlerův Mlýn er en hyggelig og meget billig by. Der findes flere gode restauranter og der er også godt gang i byens afterski, godt hjulpet på vej af meget lave priser på god tjekkisk øl og anden alkohol.

Forvent et prisniveau i Špindlerův Mlýn, der ligger på højest halvdelen af, hvad du er vant til på skidestinationer i eksempelvis Frankrig, Østrig, Italien eller Norge.

Areál Svatý Petr

Skiområdet Areál Svatý Petr er det største af områderne i Špindlerův Mlýn.

I skiområdet Svatý Petr bringer tre stolelifter og to træklifter skiløbere op til toppen af bjerget og dets i alt 11 pister.

Der er en fin blanding af blå og (lyse)røde pister i Svatý Petr-området.

Det er også her, at du finder FIS World Cup-pisten, som har lagt sne til flere World Cup-løb (i slalom og storslalom).

Den længste piste (Turistická) er 2.700 meter lang og har en faldhøjde på 450 meter.

Medvědín

Området omkring Medvědín er det næststørste i Špindlerův Mlýn og det er bl.a. her, at du finder den danske skiskole i Špindlerův Mlýn.

På Medvědín-bjerget er der én stolelift, fire træklifter og i alt 7 pister.

Červená-pisten (nr. 12a på pistekortet) er den piste i hele Špindlerův Mlýn, som har den højeste faldhøjde. Pisten er 2.300 meter lang.

Horní Mísečky, Labská og Ostatní

Udover de to større skiområder ved Svatý Petr og Medvědín inkluderer liftkortet også adgang til Horní Mísečky (tre træklifter og én piste), Labská (én stolelift og én piste) samt Ostatní (tre træklifter og tre pister).

Špindlerův Mlýn Aftenskiløb

Flere af pisterne i Špindlerův Mlýn har kunstigt lys og mulighed for aftenskiløb.

Menu