Schladming

Forside » Østrig » Schladming

Panorama Schladming
Om Schladming | Pistekort | Lejligheder | Hoteller | Kør selv info | Billeder | Vejr og webcams

Pister: 143 km | Højde: 745 – 2.015 m.o.h. (Schladming by: 745 m.o.h.)

Begyndere: | Øvede: | Eksperter: | Off-piste: | Snesikkerhed: | Charme: | Afterski:

Rejsebureauer: Alltime Travel | Nortlander | Skiferie.dk | SKILINK | Snowtours

Schladming ligger i den østrigske delstat Steiermark, cirka 40 kilometer øst for Wagrain.

Schladming er et topmoderne skisportssted med et effektivt liftsystem og brede velpræparerede pister. Selve Schladming by er dog ikke voldsomt charmerende.

Hvis du tager på skiferie i Schladming, har du adgang til 143 kilometer pister fordelt på fire bjerge, der ligger i forlængelse af hinanden.

Fra øst mod vest er bjergene:

  • Hauser Kaibling (højeste piste: 2.015 m.o.h.)
  • Planai (højeste piste: 1.894 m.o.h.)
  • Hochwurzen (højeste piste: 1.850 m.o.h.)
  • Reiteralm (højeste piste: 1.860 m.o.h.)

Læs mere om pister og lifter i Schladming

Indkvartering i Schladming

Schladming indkvartering

Hvis det er vigtigt for dig at bo og sove godt, når du er på skiferie, vil du elske Schladming.

De fleste hoteller i Schladming er gode uden at være horribelt dyre, og næsten alle lejligheder er store og moderne.

Da der kun er én skilift og én piste, som forbinder skiområdet med Schladming by, er det dog langtfra alle hoteller og lejligheder i Schladming, som ligger godt placeret.

Se vores anbefalinger af 5 lejligheder og 5 hoteller i Schladming.

Mad og drikke i Schladming

Schladming mad og drikke

Næsten alle hoteller i Schladming serverer både morgenmad og aftensmad for gæsterne.

Det samme var tilfældet under vores eget ophold i Schladming, hvor energidepoterne blev fyldt op igen ved den store buffet på hotellet.

Vi har derfor kun testet restauranter og frokoststeder oppe i terrænet.

Her får du anbefalinger af tre gode spisesteder i Schladming.

Eiskarhutte (under stoleliften “Sepp’n Jet” på Reiteralm-bjerget)

Her serveres god mad til fair priser. Der er god plads indendørs og flere solterrasser udenfor. Nogle områder har servering, andre har blot høflig selvbetjening. Så tjek skiltene, inden I vælger, hvor frokosten skal indtages.

Hochwurzenhütte (på toppen af Hochwurzen-bjerget)

Hvis du er glad for effektiv selvbetjening, så indtag frokosten på Hochwurzenhütte på toppen af Hochwurzen. Du skal selv bestille og hente maden, men udlevering og betaling af mad er sat i system og kører som smurt. Maden er i øvrigt også god.

Berggasthof Jager (lidt under Planai West-gondolens topstation)

Det hyggelige spisested Berggasthof Jager ligger på Planai-bjerget, lidt under topstationen til gondolliften Planai West. Følg de store grønne skilte, hvor der står “Jager”. Her er der normalt få mennesker og en afslappet stemning. Der er en fin solterrasse, hvor der er mulighed for sol fra omkring middagstid og resten af dagen. Tjenerne tager imod bestillinger og serverer både inde og ude.

Afterski i Schladming

Schladming afterski

Schladming by er berømt for byens mange livlige afterskisteder.

Ofte starter dagens afterski dog allerede på en af de mange hyggelige “alms” oppe på bjerget.

Start eksempelvis med en fadøl på Schafalm ved Planai-bjergets top, og nyd dagens sidste solstråler med udsigt over bjergene.

Nede i selve Schladming lokker promillerne også.

Det kæmpestore Hohenhaus Tenne med syv barer fordelt på tre etager er et oplagt sted at mødes, når væskebalancen skal genoprettes, og dagens største styrt skal kåres.

Hohenhaus Tenne ligger blot 50 meter fra Planai-gondolens dalstation og Hotel Planai i centrum af Schladming.

Aldersgennemsnittet blandt gæsterne på Hohenhaus Tenne er højt (formodentlig over 30 år), men festen fejler bestemt ikke noget, når tyske schlagere flyder ud af højtaleren og fadøllen ud af hanerne. Tjek stemningen i vores video optaget sidst på eftermiddagen, en mandag i januar. Festen er først lige startet.

Lige ved siden af Hotel Planai ligger afterskistedet Platzhirsch Alm med en stor udendørs terrasse, der også er godt fyldt med glade skiløbere fra cirka kl. 16.00 og et par timer frem. Her er lydniveauet en smule lavere end på Hohenhaus Tenne, men stemningen næsten ligeså høj.

Skileje i Schladming

Schladming skileje

Hvis du skal leje ski og skistøvler i Schladming, er det oplagt at leje skiudstyret i skiudlejningen under Planai-gondolens dalstation. Det er nemt, og udvalget er stort. Vær dog opmærksom på, at skileje i Østrig ikke er billigt. En uges leje af ski og støvler til en voksen koster cirka 120 EUR i Schladming.

Skiskole i Schladming

I Schladming findes der en række lokale skiskoler, der tilbyder skiundervisning på tysk eller engelsk. Flest lokale skiinstruktører har skiskolen Schischule HOPL.

Enkelte danske skirejsebureauer tilbyder også skiundervisning på dansk til børn og nybegyndere.

Supermarked i Schladming

Schladming supermarked

Der ligger flere gode supermarkeder i Schladming. Det største og mest velassorterede supermarked hedder “Billa” og ligger i kælderen under Hotel Planai, lige ved Planai-gondolliften.

Priser på mad og drikke er omtrent som i et dansk supermarked. Der er friskbagt brød og en delikatesse-afdeling i “Billa”-supermarkedet.

Vær opmærksom på, at både supermarkedet og de fleste af Schladmings andre butikker holder lukket om søndagen.

Hvornår er det bedst at tage på skiferie i Schladming?

Schladming skiferie

Schladming er snesikkert fra slutningen af december og frem til slutningen af marts.

Der er flest mennesker i Schladming omkring jul/nytår og i februar måned.

I januar og fra uge 10 og fremefter er der bedre plads på pisterne og lavere priser på skirejser til Schladming.

Danske gæster udgør dog kun en lille del af det samlede antal skiløbere i Schladming.

Det er derfor ikke ekstraordinært dyrt at booke skirejse til Schladming i uge 7 eller uge 8, selvom det er de mest populære danske vinterferieuger.

Hvis du interesserer dig for alpint skiløb på konkurrenceplan, bør du overveje at tjekke løbskalenderen hos FIS.

Schladming afvikler hvert år i slutningen af januar et World Cup-løb i slalom. Det er et kæmpe show med omkring 45.000 tilskuere langs pisten og nede i målområdet.

Skirejser til Schladming

Menu