Om Schladming | Pistekort | Lejligheder | Hoteller | Kør selv info | Billeder | Vejr og webcams

Pisterne i Schladming er ekstraordinært brede, men er generelt lidt sværere end farverne på pistekortet antyder.

Nedenfor kan du se, hvordan områdets 143 kilometer pister er fordelt.

Pistekort Schladming

Schladming pistekort (Klik på billedet for at se pistekortet i fuld størrelse)

En del skirejsebureauer omtaler Dachstein-gletsjeren og dens 2.700 højdemeter. Gletsjeren er dog ikke særlig relevant, hvis du besøger Schladming i vintersæsonen.

Der er langt fra Schladming by til Dachstein-gletsjeren, og som almindelig skiturist står du på ski på de fire bjerge:

  • Hauser Kaibling (højeste piste: 2.015 m.o.h.)
  • Planai (højeste piste: 1.894 m.o.h.)
  • Hochwurzen (højeste piste: 1.850 m.o.h.)
  • Reiteralm (højeste piste: 1.860 m.o.h.)

Når du er på skiferie i Schladming, foregår skiløbet derfor i højder mellem cirka 800 og cirka 2.000 meter over havets overflade.

Højdeprofil Schladming

Højdeprofil for en dags skiløb i Schladming

Den længste piste er 7,7 kilometer lang og går fra toppen af Hochwurzen og ned mod Pichl.

Her skinner solen mest i Schladming

Schladming Hauser Kaibling

Langt de fleste pister i Schladming er nordvendte. Det er godt for sneens kvalitet, men skidt for dig, der elsker skiløb i solskin.

Hvis du elsker solskin og besøger Schladming i december eller januar, er du derfor nødt til at planlægge dit skiløb med et kompas i hånden.

Her er et par tommelfingerregler, som du måske kan bruge.

Når morgensolen skinner fra øst, er der størst chance for solstråler på Hauser Kaibling-bjergets mange østvendte pister.

Først længere oppe ad formiddagen når solen højt nok op til at skinne på Planai-bjergets mange nordvendte pister.

Når himlen er blå, ligger Snowparken “Superpark Planai” badet i sol fra middagstid og frem.

Du kan også nyde eftermiddagssolen på Reiteralm-bjergets vestvendte pister.

Hvis solen skinner, så overvej at indtage frokosten på Eiskarhütte omtrent midt på Reiteralm-bjerget. Eiskarhütte har flere herlige solterrasser, hvor du kan få serveret frokosten af en tjener eller selv hente maden inde i cafeteriet.

Nogle dage er der mulighed for aftenskiløb i kunstigt lys på cirka 3 kilometer af Hochwurzens pister.

De bedste pister i Schladming

Schladming bedste pister

Hvis du er på skiferie i Schladming og elsker at have pisten næsten for dig selv, prøv følgende:

  1. Tag Planai 1 og 2 helt til tops.
  2. Glid bagom topstationen for stoleliften “Burgstallalmlift”.
  3. Kør ned mod øst, og tag stoleliften “Senderbahn” op mod Hauser Kaibling.
  4. Kryds over mod den blå piste “3”.
  5. Oplev følelsen af at have en “mørkeblå” piste næsten for dig selv.

Stolelifterne “Höfi-Express 1” og “Höfi-Express 2” løfter dig hurtigt til tops igen, og du får hurtigt mange højdemeter under skiene.

Hvis du for alvor ønsker at træne kort sving og lårmuskler, er Schladmings sorte World Cup-piste med nummer “1” naturligvis et must.

Husk blot, at det meste af Schladming by har udsigt til pisten, og at du risikerer at ende på Hohenhaus Tennes solterrasse, hvis du kikser et sving, og dine ski mister grebet 🙂

Børnebakker i Schladming

Schladming Hochwurzen børnebakker

Schladming er ikke ligeså børne- og begyndervenligt som naboområderne Wagrain/Flachau og Kleinarl/Flachauwinkl.

Pisterne på Planai-bjerget er sjovest for skiløbere, der allerede har været af sted på skiferie mindst et par gange.

Hvis du gerne vil have børn eller begyndere med på skiferie i Schladming, så overvej at finde indkvartering i Hochwurzen i stedet for i Schladming.

Både Hochwurzen og Schladming er en del af samme skiområde, men Hochwurzen er et bedre udgangspunkt for nye skiløbere, der skal på ski for første gang.

Der er flere gode blå begynderbakker, flere træklifte og en tæppelift i Hochwurzen. Som en ekstra bonus, er der bedre muligheder for solskin i Hochwurzen, da Hochwurzen-plateauet er fladere og ikke ligger i skygge.

Hvis du bor i Schladming og gerne vil stå på ski på Hochwurzen-bjerget, skal du først op på Planai-bjerget og dernæst køre ned til Planai West-gondolen, som du derefter skal tage ned til bunden af Hochwurzen-bjerget.

Snowparks i Schladming

Schladming snowparks

Schladmings eneste snowpark ligger på vestsiden af Planai-bjerget. Kig efter skiltene med teksten “Superpark Planai”. Snowparken har både begynder- og medium-linjer, men hardcore freestylere vil formodentlig savne udfordringer i Schladmings snowpark.

Der ligger en hyggelig restaurant ved toppen af snowparken, men den er ofte proppet med mennesker omkring frokosttid, og logistikken omkring bestilling og udlevering af mad kører ikke just med tysk præcision.

Off-piste i Schladming

Schladming er ikke en oplagt off-piste destination, og udvalget af velegnede off-piste ruter er begrænset.

Der er dog alligevel et par muligheder for off-piste skiløb i Schladming, som kan nås med lifter og en kort traverse.

Tag eksempelvis Planai-gondolen helt til toppen. Hvis vejrguderne er med dig, er der gode muligheder for pudderkørsel på østsiden af Planai-bjerget.

Køb af liftkort til Schladming

Køb dit liftkort til Schladming via dit skirejsebureau (så ligger det klar ved ankomst) eller i liftkortsalget ved bunden af Planai-gondolen.

Schladming er en del af liftkortsamarbejdet Ski Amadé, som bl.a. også omfatter Wagrain, Zauchensee og Maria Alm.

Hvis du selv kører på skiferie til Schladming, så overvej at parkere bilen i Flachauwinkl og tage en dag på ski i Flachauwinkl/Zauchensee.

Menu