De 5 bedste skiområder til (voksne) nybegyndere

Vi har tidligere lavet en liste med de bedste skisportssteder til børn.

Denne gang hjælper vi voksne nybegyndere med at finde det bedste skiområde til de første sving.

Her er 10 kriterier, som er relevante for dig, der skal vælge skirejsemål for første gang.

10 krav til et begyndervenligt skiområde for voksne

  • Skiområdet skal helst have en overvægt af grønne og blå pister.
  • De grønne og blå pister skal ligge tæt på der, hvor du bor (alternativt skal du kunne køre dertil i gondollift uden ski på).
  • Pisterne skal være brede, også det sidste stykke ned til byen (alternativt skal der være en gondollift, som du kan tage ned til byen).
  • Jo flere træklifter, desto bedre. Stolelifter er ikke velegnede til absolut nybegyndere.
  • Der skal helst både være langsomme korte træklifter og hurtige lange træklifter (de langsomme træklifter har du kun brug for de første par dage).
  • Begynderbakkerne skal ligge tæt på en bjergrestaurant eller cafe, så der er nem mulighed for en varm kaffepause, når du fryser.
  • Begynderbakkerne må ikke ligge for langt nede i dalen, hvor temperaturen er højere. God kold sne er vigtig, når du skal lære at stå på ski.
  • Skiområdet må ikke være alt for populært. Du skal helst have god plads på pisterne.
  • Der skal være en god skiskole, helst med dansktalende skilærere.
  • Skiudlejningen skal ligge tæt på pisterne, så du nemt kan få hjælp til at justere dine ski eller skistøvler, hvis det bliver nødvendigt.

Fem gode skisportssteder til voksne begyndere

Her er vores fem forslag til begyndervenlige skiområder i henholdsvis Italien, Frankrig, Østrig, Norge og Sverige.

Livigno (Italien)

Livigno Voksne Begyndere

Livigno er en både snesikker, billig og begyndervenlig destination. For voksne nybegyndere er det især de mange grønne og blå pisters placering, som er optimal.

Mange af hotellerne og lejlighederne langs østsiden af hovedgaden har træklifter og begynderbakker i “baghaven”.

Det er derfor nemt at finde indkvartering i hotel eller lejlighed med kort afstand til både skiløb og skiskole, søg nemt på Skisport.dk som samler alle hoteller og lejligheder på overskuelige kort.

Som en ekstra bonus foregår skiløbet i Livigno ofte i et afslappet tempo. Kun få skiløbere kører stærkt, og du behøver ikke at frygte at blive kørt ned bagfra.

Alpe d’Huez (Frankrig)

Panorama Alpe d'Huez

Mange franske skiområder tilbyder kilometervis af godt skiløb til erfarne skiløbere, men få franske destinationer er oplagte skiområder til voksne nybegyndere.

Alpe d’Huez er dog undtagelsen, der bekræfter reglen.

Nede omkring selve Alpe d’Huez by ligger der mange blå og grønne pister, som er velegnede til voksne, der skal lære at stå på ski.

Som ny skiløber i Alpe d’Huez har du selv god kontrol over, hvornår du ønsker at bevæge dig længere væk fra byen og op på sværere pister.

Hvis du vælger indkvartering på eksempelvis Hotel Club MMV Les Berger eller i lejlighed på Residence Les Bergers, bor du tæt på begynderbakkerne i Alpe d’Huez.

Alpe d’Huez er snesikkert, og er kendt for sine mange solskinstimer i marts og april måned.

Rohrmoos/Schladming (Østrig)

Panorama Rohrmoos

Skiområdet nær den store østrigske skisportsby Schladming har ry for at være et relativt svært terræn for nybegyndere, men det er ikke sandt.

Hvis du vælger indkvartering i Rohrmoos-området ved foden af Hochwurzen-bjerget, er der både gode træklifter og meget begyndervenlige grønne og blå pister.

Rohrmoos er et perfekt område til voksne begyndere, der gerne vil starte deres karriere som skiløbere på lette skibakker i et område, hvor andre skiløbere kører roligt forbi.

Et godt forslag til indkvartering i Rohrmoos er Hotel Rössl. Det ligger i et roligt område tæt ved begynderbakkerne.

Vallåsen (Sverige)

Panorama Vallåsen

For især sjællændere og fynboer, er sydsvenske Vallåsens 5 kilometer begyndervenlige pister et oplagt valg til den første skitur.

Når du skal lære at stå på ski, er det ikke afgørende, om skiområdet har 5 eller 500 kilometer pister.

I Vallåsen er der mange begyndervenlige træklifter, og et stort udvalg af nemme grønne og blå pister. Der er ligeledes en stor skiudlejning, og en god skiskole med danske skilærere.

Selvom Vallåsen er et meget begyndervenligt skiområde, egner Vallåsen sig dog kun til korte skiture, da der ikke findes oplagte overnatningsmuligheder i nærheden af Vallåsen.

Læs mere om Vallåsen

Skeikampen (Norge)

Panorama Skeikampen

Mange norske skisportssteder er begyndervenlige, men Skeikampen er umiddelbart det allerbedste og mest begyndervenlige norske skiområde til voksne, der skal på ski for første gang.

Helt nede i bunden af Skeikampens skiområde ligger der to tæppelifter, som både børn og voksne har stor glæde af de første timer eller dage på ski.

Når der er styr på basisteknikken, er der direkte adgang til de lidt mere krævende træklifter, der kan trække nye skiløbere op til toppen af Skeikampens nemme begynderbakker.

Der er ofte god plads på Skeikampens brede pister, og skiskolen har flere danske skilærere ansat.

Derudover tæller det også til Skeikampens fordel, at priserne på både liftkort og indkvartering ligger helt i bund.

I Skeikampen er det muligt at holde en både billig og begyndervenlig skiferie.

Der er også gode muligheder for langrend i det smukke fjeldlandskab omkring Skeikampen.

Læs mere om Skeikampen – eller se vores guide til skihytter i Norge.

Hvorfor ikke Wagrain eller Trysil?

Jeg kunne også have skrevet Wagrain og Trysil på denne liste med skiområder, der egner sig godt til voksne nybegyndere.

Både Wagrain og Trysil er gode destinationer til voksne, der skal på ski for første gang.

Rohrmoos er dog billigere end Wagrain, og Skeikampen er billigere end Trysil.

I Rohrmoos og Skeikampen er der desuden færre uberegnelige børn på begynderbakkerne end i Wagrain og Trysil.

Hvis I er større grupper af både nybegyndere og erfarne skiløbere, der skal på skiferie sammen, er Wagrain, Trysil, Alpe d’Huez, Rohrmoos/Schladming og Livigno de fem bedste skiområder.

Destinationerne Skeikampen og Vallåsen er for små til en hel uges skiferie for erfarne alpine skiløbere.

Læs også: Bedste tidspunkt til skiferie

Hvis du gerne vil have nye skiferietips tilsendt hver måned, så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Menu