Serfaus-Fiss-Ladis

Forside » Østrig » Serfaus-Fiss-Ladis

Panorama Serfaus-Fiss-Ladis

Om Serfaus-Fiss-Ladis | Pistekort | Lejligheder | Hoteller | Kør selv info | Billeder | Vejr og webcams

Pister: 214 km | Højde: 1.210 – 2.820 m.o.h. (Serfaus by: 1.427 m.o.h.)

Begyndere: | Øvede: | Ekspert: | Off-piste: | Snesikkerhed: | Charme: | Afterski:

Find din rejse til Serfaus-Fiss-Ladis hos Snowtours.

Skiområdet Serfaus-Fiss-Ladis og de 214 km pister er et af Østrigs største sammenhængende skiområder.

Området ligger i den vestlige del af Østrig, tæt på grænsen til både Schweiz og Italien.

Serfaus-Fiss-Ladis markedsfører sig selv som et børnevenligt skiområde, men områdets pister kan også udfordre erfarne skiløbere.

Skiområdet ligger højt og snesikkert, og de mange moderne stole- og gondollifter gør det nemt at komme rundt i hele området.

Læs mere om lifter og pister i Serfaus-Fiss-Ladis.

Indkvartering i Serfaus-Fiss-Ladis

Serfaus Indkvartering

De fleste skigæster i området Serfaus-Fiss-Ladis bor i enten Serfaus eller Fiss.

Ladis er den mindste af områdets tre byer, og her er udvalget af lejligheder og hoteller begrænset.

Børnefamilier og nybegyndere bør vælge indkvartering i Serfaus, hvorfra det er nemt at tage Komperdellbahn-gondolen op til begynderområdet, der ligger på plateauet ved mellemstationen.

Vi har selv overnattet i en af de moderne og familievenlige lejligheder i Aparthotel Alpendiamant, som ligger cirka 100 meter fra Komperdellbahns dalstation.

Vi har også sovet på det lækre Hotel Panorama, der ligger midt på hovedgaden, i gåafstand fra de tre gondollifter.

Vær opmærksom på, at Serfaus er en delvist bilfri by. Det er kun tilladt at køre i bil på ankomst- og afrejsedagen. Læs mere om kør-selv-skiferie i Serfaus-Fiss-Ladis.

Læs vores anbefalinger af 3 lejligheder og 3 hoteller i Serfaus-Fiss-Ladis.

Mad og drikke i Serfaus-Fiss-Ladis

Der er et stort udvalg af gode restauranter i både Serfaus, Fiss og Ladis.

Både nede i byerne og oppe i terrænet, er det nemt at få stillet sulten og slukket tørsten.

Her er tre anbefalinger af gode spisesteder i Serfaus og nær Fiss.

OBS: Alle menukort er skrevet på tysk (og kun på tysk!). Engelsk-kundskaberne blandt tjenerne i Serfaus-Fiss-Ladis er ofte yderst begrænsede. Google Translate er din ven, hvis du ikke lyttede efter i tysktimerne i skolen.

Find din rejse til Serfaus-Fiss-Ladis hos Snowtours.

Restaurant Praemontan

Ligger på Dorfbahnstraße 79 i Serfaus, lige ved gondollifternes dalstationer.

Serfaus-Fiss-Ladis Restaurant Praemontan

På restaurant Praemontan i Serfaus by er det muligt at spise rigtig god mad til rimelige priser.

En forret og en hovedret samt god lokal rødvin til maden koster cirka 40 EUR pr. person.

Atmosfæren på restauranten er hyggelig og afslappet.

Tjenerne er venlige og yderst opmærksomme, hvilket desværre ofte er en sjældenhed på restauranter i skiområder.

Det trækker også op, at portionerne er så tilpas store, at sultne skiløbere kan blive mætte.

Det er en god idé at booke bord på forhånd, men det er ikke altid nødvendigt.

Læs mere og se menukort på Praemontan.at.

Panoramarestaurant BergDiamant

Ligger ved toppen af Schönjochbahn II.

Serfaus-Fiss-Ladis Restaurant Bergdiamant

Selvbetjeningsrestauranten BergDiamant ligger ved Schönjochbahns topstation og har en bjergtagende panoramaudsigt over Serfaus-Fiss-Ladis.

Der er et stort udvalg af mad og drikke til fair priser. Du bestiller ved en af de mange “madboder” og betaler samlet ved kassen.

Det er ofte nemt at finde bord, da der er mange siddepladser, både inde og ude.

Læs mere og se menukort på Serfaus-Fiss-Ladis.at.

Zirbenhütte

Ligger ved Schöngampbahns dalstation i den nordlige del af skiområdet.

Serfaus-Fiss-Ladis Restaurant Zirbenhutte

Den store solterrasse foran Zirbenhütte er et populært mødested, når solen skinner i denne del af Østrig.

Uanset om du trænger til varm kakao, Jägertee eller wienerschnitzel, kan du sidde og nyde solens stråler, mens tjenerne serverer mad og drikke for dig.

Der er varme tæpper og liggestole til fri afbenyttelse.

Læs mere og se menukort på Serfaus-Fiss-Ladis.at.

Afterski i Serfaus-Fiss-Ladis

Serfaus-Fiss-Ladis Afterski

Det er ikke afterski, som lokker flest skiløbere til Serfaus-Fiss-Ladis. Der er dog alligevel flere gode afterskisteder i både Serfaus og Fiss, hvor du kan give den gas i selskab med tyrolermusik, weissbier og Jägerbombs.

Ved bunden af pisterne i Serfaus ligger afterskistedet Patschi, hvor både turister og lokale ofte mødes, når lifterne lukker.

Lad dig ikke snyde af Patschis anonyme facade. Der kan sagtens være gang i festen indenfor, uden at det kan ses og høres udenfor.

Skiskole i Serfaus-Fiss-Ladis

Serfaus-Fiss-Ladis Skiskole

Skiskolerne i Serfaus og Fiss-Ladis er nogle af Østrigs største skiskoler. Flere hundrede dygtige skiinstruktører står klar til at lære dig at stå godt på ski.

Der kan bookes timer i fælles skiskole eller som privatundervisning. Gruppeundervisning er billigst. Privatundervisning er mest effektiv.

Du kan booke tid online på Skischule-Serfaus.com og Skischule-Fiss-Ladis.at eller ved personligt fremmøde i skiskolens kontor.

Det er som udgangspunkt IKKE muligt at booke dansk skiskole i Serfaus-Fiss-Ladis, da der kun er få danske skigæster i området og kun enkelte dansktalende instruktører i skiskolerne i Serfaus og Fiss.

Find din rejse til Serfaus-Fiss-Ladis hos Snowtours.

Skileje i Serfaus-Fiss-Ladis

Serfaus-Fiss-Ladis Skileje

Det er nemt at leje ski og skiudstyr i både Serfaus, Fiss og Ladis.

Der ligger store skiudlejninger ved gondolliftenes dalstationer i både Serfaus og Fiss.

Bestilling og udlevering af skiudstyr er sat effektivt i system, og der er sjældent lang kø i skiudlejningen.

Hvis du bor langt fra nærmeste skilift, kan du vælge at stille ski og skistøvler i et af depoterne ved gondollifterne om natten. Det koster cirka 3 EUR pr. nat. Til gengæld slipper du for at slæbe skiudstyret mellem lift og hotel/lejlighed.

Alle de store skiudlejninger i Serfaus og Fiss tilbyder dig muligheden for, at du frit kan bytte ski i løbet af ugen, hvis du ønsker at prøve nogle andre ski. Du skal blot betale prisforskellen, hvis du vælger dyrere lejeski.

Hvornår er det bedst at tage til Serfaus-Fiss-Ladis ?

Serfaus-Fiss-Ladis Bedste tidspunkt

Serfaus-Fiss-Ladis er et af de største og mest snesikre skiområder i Østrig.

De fleste pister ligger mellem 1.400 og 2.800 meter over havets overflade.

Skisæsonen strækker sig fra starten af december til midten af april.

Der er flest skiløbere i Serfaus-Fiss-Ladis omkring jul og nytår, i februar samt i påskeugen.

Hvis du ønsker god plads på pisterne og billig indkvartering, så book skiferie i Serfaus-Fiss-Ladis i januar eller i uge 10, uge 11 eller uge 12.

Find din rejse til Serfaus-Fiss-Ladis hos Snowtours.

Menu