Pistekort Serfaus-Fiss-Ladis

Om Serfaus-Fiss-Ladis | Pistekort | Lejligheder | Hoteller | Kør selv info | Billeder | Vejr og webcams

Pistekort Serfaus-Fiss-Ladis

Når du køber liftkort til Serfaus-Fiss-Ladis har du adgang til alle 68 lifter og 214 km pister omkring byerne Serfaus, Fiss og Ladis.

Nedenfor kan du se det nyeste officielle pistekort for skiområdet Serfaus-Fiss-Ladis.

Pistekort Serfaus Fiss Ladis

Serfais-Fiss-Ladis pistekort (Klik på billedet for at se pistekortet i fuld størrelse)

Serfaus-Fiss-Ladis markedsfører sig selv som et børne- og begyndervenligt skiområde.

Fakta er dog, at skiområdet i mindst ligeså høj grad tilbyder godt skiløb til mere erfarne skiløbere.

På pistekortet er der en overvægt af røde pister.

De blå pister i Serfaus-Fiss-Ladis er relativt svære, og flere af de blå pister burde nok være markeret med rød farve i stedet.

Eksempelvis er det sidste stykke af den blå piste “90” ned mod Serfaus både smalt og stejlt. Nybegyndere bør i stedet klikke skiene af og tage gondolen ned til Serfaus, når dagens skiløb er forbi.

Pisterne i Serfaus-Fiss-Ladis ligger højt og snesikkert.

Skiområdet er et af de mest snesikre skiområder i Østrig, da højden og et stort arsenal af snekanoner sikrer gode sneforhold næsten uanset vejrgudernes humør.

Næsten al skiløb foregår i højder mellem 1.500 og 2.500 meter over havets overflade.

Omtrent halvdelen af skiløbet foregår over trægrænsen, hvilket er fantastisk, når solen skinner fra en skyfri himmel.

I snevejr og tåge er det heldigvis muligt at søge nedad i terrænet, hvor træerne giver kontrast og gør det nemmere at se pistens konturer.

Højdeprofil Serfaus-Fiss-Ladis

Her kan du se højdeprofilen for en gennemsnitlig dags skiløb i Serfaus-Fiss-Ladis.

Moderne liftsystem med stole- og gondollifter

Serfaus-Fiss-Ladis Moderne lifter

Det er et moderne og komfortabelt netværk af lifter, som løfter dig til tops i Serfaus-Fiss-Ladis.

Skiområdets liftsystem består næsten udelukkende af moderne “high-speed” stolelifter og mindre gondollifter.

Flere steder kan du frit vælge mellem enten en stolelift eller en gondollift, når du skal rundt i området.

Stolelifter er sjovest på vindstille dage i solskin. Gondolerne er behagelige, når det er koldt og blæsende.

I Serfaus-Fiss-Ladis er der ingen af de irriterende store gondoler, hvor du skal stå op sammen med 50+ andre skiløbere.

Liftkapaciteten er nogenlunde afstemt med antallet af pistekvadratkilometer. Tendensen er dog, at der bliver fyldt op på pisterne, før der bliver lange køer ved lifterne. På travle dage er det derfor snarere trængsel på pisterne end ventetid ved lifterne, der får dig til at vende skispidserne hjemad.

Børnebakker i Serfaus-Fiss-Ladis

Serfaus-Fiss-Ladis Børnebakker

I Fiss og Ladis ligger børnebakkerne nede ved byen.

Hvis du bor i Serfaus, skal du op til mellemstationen med gondolliften “Komperdellbahn”, før dit barn kan klikke skiene på.

Sidstnævnte løsning er i mine øjne lidt bøvlet. Da mine børn var små og uerfarne skiløbere, foretrak jeg at bo tæt på børnebakken. Så er det nemmere at smutte hjem, når sulten, kulden eller trætheden melder sig.

Bortset fra børneområderne nær de tre byer, er der kun få begyndervenlige pister i Serfaus-Fiss-Ladis.

Andre østrigske destinationer som Saalbach-Hinterglemm, Wagrain og Obertauern er bedre skirejsemål til familier med små børn eller grupper med mange nybegyndere.

Læs også: Bedste skisportssteder til børn

Øvede børn og deres forældre vil dog møde flere udfordringer og have en sjovere skiferie i Serfaus-Fiss-Ladis end i Wagrain og Obertauern.

Snowparks i Serfaus-Fiss-Ladis

Serfaus-Fiss-Ladis Snowpark

De største snowparks i Serfaus-Fiss-Ladis finder du langs stoleliften “Planseggbahn” nær Serfaus og på de nordlige nordvendte pister ned mod Zirbenhütte.

Der er langt mellem parkrotterne i Serfaus-Fiss-Ladis, så du kan forvente at have boxe, rails og kickers næsten for dig selv, når du besøger en snowpark i Serfaus-Fiss-Ladis.

Læs mere om skiområdets snow- og funparks på denne side på Serfaus-Fiss-Ladis.at.

Bedste pister i Serfaus-Fiss-Ladis

Serfaus-Fiss-Ladis Bedste pister

Her på redaktionen synes vi, at de bedste og sjoveste pister i Serfaus-Fiss-Ladis ligger langs Planseggbahn-stoleliften (nær Serfaus) samt i det nordlige område (længst til højre på pistekortet).

Her finder du de bredeste og mest regulære pister i hele Serfaus-Fiss-Ladis.

På en solskinsdag er der garanti for smil på læben, når du svinger ned ad de brede og nypræparerede pister langs Planseggbahn.

Tilsvarende er der på de mange nordvendte pister mellem Almbahn-gondolen og Schöngampbahn-stoleliften, ofte både god plads og gode sneforhold på pisten.

Modsat er vi ikke imponerede over pisterne nær bjergtoppene “Pezid” og “Masnerkopf” (længst ude til venstre på pistekortet).

Udsigten fra områdets højeste toppe er fremragende, men pisterne skuffer.

Pisterne i denne del af Serfaus-Fiss-Ladis er enten for stejle, for flade eller for smalle.

Ligeledes er pisterne “89” og “90” ned mod Serfaus ikke sjove for børn og nybegyndere, når pisterne er opkørte og puklede sidst på dagen.

Pris på liftkort i Serfaus-Fiss-Ladis

Et liftkort til 7 dages skiløb i Serfaus-Fiss-Ladis koster på den forkerte side af 2.000 danske kroner.

Der er dog penge at spare, hvis du undgår at besøge skiområdet i højsæsonen, men i stedet booker skiferie i Serfaus-Fiss-Ladis i lavsæsonen.

Hvis du overnatter i hotel eller lejlighed i enten Serfaus, Fiss eller Ladis, får du udleveret et “gæstekort”. Dette gæstekort giver dig ret til rabat på liftkortet. Du sparer cirka 12% i forhold til de normale priser på liftkortet. Gæstekortet skal vises, når du køber dit liftkort.

Du kan se pris på liftkort i Serfaus-Fiss-Ladis på denne side på Serfaus-Fiss-Ladis.at.

Menu