Skiferiebudget – Hvad koster skiferie?

Skiferiebudget Hvad Koster Skiferie

Skiferier er dyre, men hvis du starter opsparingen i god tid og lægger et realistisk budget, så undgår du at komme hjem fra pisterne med lommesmerter.

Læs også: 14 tips til billig skiferie.

Sådan lægger du et realistisk budget for skiferien

Hvis du skal afsted på skiferie for første gang, så kan det være svært at få overblik over de mange udgifter, der er forbundet med skiferien. Vi bringer her en oversigt over en række af de mest almindelige udgifter.

Nederst på siden har vi vist to eksempler på, hvordan et skiferieregnskab kan se ud for henholdsvis en familie på 2 voksne og 2 børn, der tager på kør-selv skiferie til Østrig og en single, der tager på 1 uges skiferie for unge i Frankrig.

Skiferiepriser

Prisen for din skirejse afhænger i høj grad af, hvor du skal hen og hvornår du ønsker at rejse. Populære skidestinationer i Frankrig og Schweitz er typiske blandt de dyreste vinterferiedestinationer i danske skirejsebureauers kataloger. Norge, Sverige, Italien og Østrig tilbyder alle en række billige skiferiemuligheder, mens blikket dog skal rettes mod Tjekkiet eller Sydsverige, hvis jagten er sat ind på den absolut billigste skiferie.

Hvis du vælger at købe en skirejse hos et større dansk rejsebureau, så indgår både transport, ophold og liftkort normalt i prisen. Det er derfor vigtigt, at du ikke blot kigger på prisen på skirejsen, mens også forholder dig til, hvad der rent faktisk indgår i skirejsen. Eksempelvis vælger nogle rejseselskaber kun at lade et 6-dages liftkort indgå i standardprisen og lægger derfor 250-300 kroner oveni prisen, hvis du også ønsker at stå på ankomst- eller afrejsedagen. Tilsvarende tager mange skirejseselskaber ekstra gebyrer, hvis du ønsker at have din egne ski med i flyet.

Udgifter til mad og drikke

Strabadserne ude på pisterne tærer på dine energidepoter og det er derfor vigtigt at få tanket godt op med kulhydrater og proteiner i løbet af dagen. Hvis du vælger at bo på hotel eller en anden indkvarteringsform, hvor du ikke umiddelbart har adgang til et køkken, så skal du afsætte penge i budgettet til at betale for morgenmad, frokost og aftensmad.

Priserne på menukortene på skisportssteder i Frankrig, Schweitz og Norge kan sagtens måle sig med de danske, og de værste turistfælder som Val Thorens og Tignes sætter en ære i at høje priser for mad af lav kvalitet.

Flere steder i Frankrig er det ikke usædvanligt at måtte betale 15-20 euro (105-150 kroner) for en pizza af yderst tvivlsom kvalitet, og vælger du at bestille en sodavand på en restaurant oppe i terrænet, så slipper du sjældent med mindre end 5 Euro (knap 40 kroner).

Hvis du gerne vil på skiferie uden at udgifterne til mad og drikke løber løbsk, så overvej at tage til Italien. Det italienske køkken skuffer sjældent og de fleste italienere har så stor kærlighed til mad, at de ikke slækker på kvaliteten, blot fordi det er turister, som sætter sig ved restaurantens bord.

Har du valgt en skirejse, hvor du bør i lejlighed med egen køkken, så kan du glæde dig over, at alle skiferielande (med undtagelse af Norge) har lavere priser på dagligvarer end hvad du er vant til fra danske supermarkeder.

Kører du i egen bil, så kan det ofte betale sig at køre en smuttur ned til den nærmeste større by og gøre dine indkøb der. De lave priser bliver endnu lavere, hvis du kører lidt væk fra selve skibyen.

Hvad koster skileje?

Udgifterne til skileje udgør også en væsentlig post på dit skiferiebudget.

Hvis du ikke selv medbringer ski og skistøvler, så afsæt 600-900 kroner til leje af et komplet skisæt bestående af ski, skistøvler og skistave.

Typisk har du mulighed for at vælge forskellige kategorier af lejeski. Jo bedre, desto dyrere.

Hvis du har børn med, så regn med at udgiften til at leje ski til børn udgør cirka 75% af prisen for leje af voksenski. Normalt kan du leje en skihjelm for 75-150 kroner for en uge. Hvis du er voksen og har ambitioner om at tage på skiferie igen, så overvej at købe en skihjelm hjemmefra.

Gode skihjelme kan købes fra 600 kroner og opefter. Hvis du har brug for gode råd, inden du køber, så læs vores artikel om køb af skihjelm.

Pris for skiskole

Hvis du eller dine børn skal have mest muligt ud af kommende skiferier, så overvej at investere i skiundervisning. Alle større skisportssteder har tilknyttet professionelle skiinstruktører, der mod betaling kan guide dig til et bedre skiløb. Eneundervisning er dyrest og koster typisk mellem 50 euro og 80 euro for en lektion. (En lektion er normalt på 45-50 minutter).

Hvis vælger skole i form af holdundervisning, så er prisen en del lavere.

Typisk tilbydes lektioner på 2 sammenhængede skitimer for mellem 35 og 50 euro pr. person. Gruppestørrelsen varierer, men forvent, at du skal dele skilærerens opmærksomhed med mindst 5-6 andre skielever, ofte en del flere.

Eksempler på budget for skiferie

Kør selv skiferie til Østrig for 2 børn og 2 voksne i uge 5 / 2013

Skilejlighed i uge 5 – 6.000 kroner
Liftkort i 7 dage – 2 x 1.300 kroner samt 2 x 1.000 kroner, i alt 4.600 kroner
Leje af ski – 2 x 800 kroner samt 2 x 600 kroner, i alt 2.800 kroner
Kørsel i egen bil – 2 x 1.250 kilometer til 2,5 kroner pr. kilometer, i alt 6.250 kroner (så er der regnet både værditab, slid og benzin)
Skiskole til børnene – 4 lektioner a 50 euro, i alt 1.500 kroner
Mad, drikke og snacks – 5.000 kroner
Skitøj/skiudstyr (hvis det ikke haves eller kan lånes) – 2.500 pr. barn / 3.500 kroner pr. voksen

Total budget for 7 dage på ski i Østrig: 26.150 kroner eksklusiv udgifter til indkøb af skitøj.

Single skiferie til Frankrig med fly i uge 5 / 2013

Pakkerejse – 6.000 kroner pr. person inklusiv fly, liftkort og enkeltværelsestillæg hos Nortlander (Haut de la Vanoise i Val Thorens)
Leje af ski – 800 kroner
Mad, drikke, afterski og arrangementer – 2.500 kroner

Total budget for 6 dage på ski for en single i Val Thorens: 9.300 kroner

Hvis du gerne vil have nye skiferietips tilsendt hver måned, så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Menu