Fattigrøvens 14 tips til en billig skiferie

Vi har samlet vores 14 bedste tips til, hvordan du sikrer dig en billigere skiferie.

Frem i skistøvlen – Book tidligt

Danske skirejsebureauer vil rigtig gerne have solgt deres skirejser så tidligt som muligt. Det gør det nemmere for dem at booke det rigtige antal fly og busser. Samtidig giver tidlige bestillinger rejseselskaberne mulighed for at skaffe ekstra indkvartering, hvis de første hotelværelser og lejligheder går som varm chokolade på en kold skidag.

Derfor lokker dit skirejsebureau dig med “book-tidligt” rabatter og andre gode tilbud for at få din skiferiebestilling i hus, mens kalenderen stadig står på sommer.

Vent til sidste øjeblik

Hvis du var for langsom i optrækket og ikke fik booket skiferien med “book-tidligt” rabat, så overvej i stedet at vente til sidste øjeblik.

De danske skirejsebureauer har altid en portion skirejser i overskud, når skisæsonen starter. Hvis du er fleksibel med hensyn til destination og indkvartering, så kan du typisk spare mindst et par tusinde kroner på listepriserne ved at booke en afbudsrejse i ugen op til afgang. Når sneen er faldet, så kan du finde last minute skirejser på vores oversigt over afbudsrejser.

Rejs uden for højsæsonen

Med mindre du er bundet af skolebørn eller stramme vagtplaner på arbejdet, så sørg for at bede chefen om vinterferie uden for højsæsonen.

Uge 7 (de fleste skolers vinterferieuge) er den absolut dyreste uge at rejse på skiferie i. Ugerne 5, 6, 8, 9 og 10 er også populære blandt danske skigæster. Til gengæld er der altid god plads i sengene og på pisterne i januar måned. Alternativt kan du tage chancen og satse på, at Kong Vinter stadig har magten i slutningen af marts og starten af April. Hen mod sæsonafslutningen er der mindre rift om skirejserne og dermed også penge at spare.

Udover de kontante fordele ved at rejse i lavsæsonen, så kan du også glæde dig over god plads på pisterne og et fåtal af liftkøer.

Betal med forbrugsforeningskort

Over 1 million danskere har et betalingskort fra Forbrugsforeningen. Hvis du er den heldige ejer af et forbrugsforeningskort, så kan du få 4% rabat på skirejser hos Spies.dk – Læs mere her. Du skal blot huske at betale skiferien med dit forbrugsforeningskort.

Hvis du booker eksempelvis skileje eller skiskole via et firma, der tager imod forbrugsforeningskort, så får du naturligvis også rabat på skilejen eller skiskolen.

Få rabat gennem LogBuy eller Personalezonen

Via medarbejderrabatordninger som LogBuy og PersonaleZonen også få attraktive tilbud på skirejser.

De fleste større arbejdspladser i Danmark har indgået aftaler med enten Personalezonen eller LogBuy.

Tjek intranettet eller spørg din HR-ansvarlige. Du skal bruge dit medlemskort eller en særlig kode for at kunne booke rejser til favørpris.

LogBuy har aftaler med Danski.dk (8% rabat), StenaLine (5% rabat) og DFDS Seaways (10% rabat).

Vælg et discountbureau

Der er ofte, men ikke altid, sammenhæng mellem pris og kvalitet, når du booker årets skiferie. Flere af de største danske skirejsebureauer sælger også discount-skiferier under separat “varemærke”, hvor eksempelvis skiguiderne er sparet væk. Ofte skal du også selv arrangere transport og stå for køb af liftkort. Til gengæld er der mange tusinde kroner at spare, hvis du booker via de store selskabers “discount”-brands.

Book transport og indkvartering direkte

Hvis du gerne afskriver dig danske skiguider, pistevisning, picnic og pub-crawl mod at få en billigere skiferie, så undersøg, hvad det vil koste at booke flybilletter og ophold hver for sig. Via skisportsstedernes egne hjemmesider kan du ofte finde frem til lokale hoteller, skilejligheder og pensionater, som kan bookes direkte og uden fordyrende mellemled. Til gengæld er det ikke altid, at du har mulighed for at tjekke tilgængelighed og booke den slags indkvartering online.
Hvis du specifikt er på jagt efter et hotelværelse, så finder du de laveste priser via Hotels.com.

Rejs flere sammen og få grupperabat

Hvis I rejser 12 eller flere sammen, så er det ofte muligt at få grupperabat på skirejser. Enten i form af “Rejs 12, betal for 11” eller via en lavere pris for hvert enkelt skigæst. Resultatet er dog det samme. Du skal have færre penge op ad lommen, hvis du rejser som en del af en større gruppe.

Læs mere om grupperejser her.

Brug firmabilen og lad din arbejdsgiver betale

En firmabil på hvide plader med fri kørsel og benzinkort kan skære en stor luns af transportudgifterne til årets skiferie. Hvis du eller en af dine rejsekammerater alligevel bliver beskattet af firmabilen, så er det oplagt at lade den lægge hjul til årets skitur.

De marginale udgifter til en kilometers kørsel i egen bil løber nemt op i 2 kroner, når almindeligt slid på privatbilen regnes med. Dermed vil skiferiekørsel i firmabil typisk spare jer for mindst 5.000 kroner i forhold til kørsel i egen bil. Hvis firmabilen er leaset, så skal I dog sikre jer, at kørsel i udlandet et tilladt og at det ikke kun er den normale bruger, som har lov til at sidde bag rattet.

Tag til Østeuropa

Hvis du har lommesmerter, så drop snobberiet og vend i stedet blikket mod skisportsstederne i Østeuropa. Skiferie i Polen, Tjekkiet eller Bulgarien klinger ikke helt så fint i dine statusopdateringer på Facebook eller Twitter, men til gengæld er der penge at spare.

En familie på fire kan nemt spare 8.000-10.000 kroner ved at fravælge populære skirejselande som Norge, Sverige, Østrig, Italien og Frankrig og i stedet vende skispidserne mod øst.

Beliggenhed koster – Flyt ned i dalen

Når prisen for en uges leje af en skilejlighed eller et hotelværelse skal fastsættes, så er det et spørgsmål om udbud og efterspørgsel.
Centralt beliggende indkvarteringsmuligheder kan lejes ud til en høj pris. Derimod er hotellet langt væk fra pisten og pensionatet nede i dalen nødt til at sænke deres priser for at fyldt sengene op. Hvis du kan leve med ekstra transporttid til og fra dagens skiløb, så kan du nemt spare et par tusinde kroner på årets skiferie ved at vælge indkvartering et par kilometer fra centrum.

Rejs sammen med andre fattigrøve

Dine planer om skiferie på skrabet budget går nemt fløjten, hvis du rejser sammen med andre, som har flere penge på lommen end dig. I ender oftere med at spise ude, splejser om lidt dyrere vine og tager gin/tonic’en i baren i stedet for hjemme i lejligheden. Hvis du rejser sammen med andre fattigrøve, så bliver du ikke lokket af andres dyre vaner.

Skær ned på skiferiens længde

Hvis du kan nøjes med 4-5 dage på ski, så kan der spares en del penge i skiferiebudgettet ved undgå de dyre overnatninger i weekenden. Hvis du først ankommer til skisportsstedet om søndagen og tager af sted igen senest fredag, så er der ofte mulighed for at finde ledige og billigere sovepladser i pensionater eller mindre populære hoteller. Sørg altid dog for at booke hjemmefra. I højsæsonen fra uge 5 til uge 10 udlejes mange lejligheder og værelser kun for en hel uge ad gangen.

Køb skitøjet året før

Sælgeren i din lokale skibutik eller sportsforretning er ikke dum. Det er du til gengæld, hvis du insisterer på at købe skitøjet i sidste øjeblik. Der er store besparelser at hente, hvis du allerede i marts eller april sørger for få fyldt garderoben op med det skitøj, som du har brug for til næste års skiferie. Erfarne fattigrøve køber skitøj og skiudstyr på udsalg.

Hvis du gerne vil have nye skiferietips tilsendt hver måned, så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Menu