Lejligheder og hytter i Hafjell

Forside » Norge » Hafjell » Lejligheder og hytter

Om Hafjell | Pistekort | Lejligheder | Hoteller | Kør selv info | Billeder | Vejr og webcams

Her er vores anbefalinger af syv gode lejligheder og to lækre hytter i Hafjell. Alle de nævnte lejligheder og hytter ligger tæt på Hafjells pister og lifter (max. 100 meter). Vi har selv besøgt alle lejligheder og hytter, og boet en uge i tre af dem (FAVN, Alpin Apartments Solsiden og Mosetertoppen Panorama).

FAVN

Pjeksen 78 (på Mosetertoppen)
2636 Øyer

FAVN lejligheder på Mosetertoppen i HafjellNybyggede luksuslejligheder (4 til 10 personer) fra 2022 med Hafjells bedste beliggenhed på plateauet ved gondolliftens topstation. Her er hverken sparet på kvadratmeter eller materialer. Flot udsigt, gode senge og fuldt udstyret køkken inkl. ovn og fryser. Der er elevator samt skirum med eget skiskab i bygningen. I kælderen finder du desuden et veludstyret fitnessrum.

Eneste kritikpunkter er manglende solafskærming i lejlighedernes stue/køkken, og afstanden til nærmeste supermarked (du skal enten køre 15 minutter i bil ned til byen eller på ski over til Joker-supermarkedet ved Gaiastova).

Men samlet set en af Norges bedste indkvarteringsmuligheder til skiglade danskere. FAVN er også et oplagt valg for skigæster med nybegyndere, da der er en meget flad bakke og en tæppelift langs med bygningen.

Læs mere om FAVN på Alltime Travel og Fjeldferie.dk.

Alpin Apartments Solsiden

Nordlia 53
2636 Øyer

Hafjell Lejlighed Alpin Apartments Solsiden

Store og funktionelle lejligheder med en fornem placering, et par hundrede højdemeter oppe på bjerget.

Alle lejligheder har gratis WiFi, køleskab med stor fryser, tørreskab, egen sauna og andre moderne bekvemmeligheder.

Fra hver enkelt lejligheds eget skirum er der højest 50 meter til en blå piste, der fører ned til gondolliftens dalstation og de nærliggende stole- og tallerkenlifter.

Lejlighederne er ikke dog ikke hyggelige. Der er ikke meget norsk fjeldhygge over halogenlamper og blomstermalerier.

Derudover er 6-personers lejlighederne bedre egnet til 4 personer, da 3 personer i en køjeseng med dobbelt underkøje (150 cm) hurtigt bliver en smule klaustrofobisk. Hvis I er 6 personer eller flere, så vælg i stedet den store 10-personers lejlighed.

Lejlighederne er ikke egnede til gangbesværede, da adgang til og fra lejlighederne sker via trapper. Der er gratis parkering lige ved lejlighederne. Vi boede her under vores eget ophold i Hafjell, og kan varmt anbefale en af disse lejligheder.

Læs mere om Alpin Apartments Solsiden på Alltime Travel, Booking.com eller Hotels.com.

Alpin Apartments Sørlia

Sørlia 128
2636 Øyer

Hafjell Lejlighed Alpin Apartments Sørlia

Alpin Apartments Sørlia har samme høje standard som Alpin Apartments Solsiden. De ligger blot syd for pisterne i stedet. Du kan stå på ski direkte til og fra lejlighederne (dog skal en heldigvis ofte snedækket vej krydses).

Disse gode lejligheder har plads til 4, 8, 10 eller 12 personer. Lejlighederne ligger kun 150 meter fra Hafjells livligste afterskisted “Lodgen”.

Alpin Apartments Sørlia er et godt valg til familier eller mindre grupper, der ønsker at bo godt og direkte ved pisten. Vær dog opmærksom på, at der er cirka en kilometer til nærmeste supermarked. Der er parkeringsplads tæt ved disse lejligheder.

Læs mere om Alpin Apartments Sørlia på Alltime Travel eller Booking.com.

Hafjell Alpinlandsby lejligheder

Gamlevegen 25
2636 Øyer

Hafjell Lejlighed Hafjell Alpinlandsby

Hafjell Alpinlandsby ligger tæt ved Skitorget og gondolliften nede i bunden af Hafjells skiområde.

De mindste lejligheder (35 kvm.) i Hafjell Alpinlandsby har plads til 4 personer, mens de større lejligheder på 80 kvm har 8 sengepladser.

Der er 50-100 meter fra lejlighederne i Hafjell Alpinlandsby til nærmeste piste og træklift.

Disse billige lejligheder er de eneste lejligheder i Hafjell, der ligger i rimelig gåafstand fra de to store supermarkeder nede i Hafjell centrum.

Læs mere om indkvartering i Hafjell Alpinlandsby på Skiferie.dk eller Alltime Travel.

Hafjelltoppen Apartments Gaiastova

Lunnstadmyrveien 250
Gaiastova

2636 Øyer

Hafjell Lejlighed Hafjelltoppen Apartments

Fra disse lejligheder oppe ved Gaiastova har du en fantastisk udsigt over Hafjell. Du har samtidig direkte adgang til alle Hafjells pister via en grøn piste og en lille træklift. Hafjelltoppen Apartments Gaistova er næsten nye og i en kvalitet, som sjældent ses på skisportssteder.

Der er lejligheder i forskellige størrelser med plads til mellem 5 og 10 personer. Hafjelltoppen-lejlighederne er populære, så book tidligt, hvis du vil bo her under din skiferie i Hafjell. Et kort sneboldkast fra disse lejligheder ligger der et nyt supermarked, hvor du bl.a. kan købe nybagt brød.

Der ligger også skiudlejning, liftkortsalg, en restaurant og et hyggeligt afterskisted ved Gaiastova.

Læs mere om Hafjelltoppen-lejlighederne på Skiferie.dk eller Alltime Travel.

GAIASTOVA ALPINE APARTMENTS

Lunnstadmyrvegen
Gaiastova
2636 Øyer
GPS: 61.226418, 10.513168

Gaiastova Alpine Apartments

Gaiastova Alpine Apartments er nybyggede lejligheder (fra december 2019) med helt perfekt placering. Du bor ovenpå både supermarked og skiudlejning. Nærmeste præparerede piste ligger 20 meter fra lejlighederne. Når du skal hjem til lejligheden igen, kan du køre direkte ned til bygningen og klikke dine ski af udenfor hoveddøren.

Lejlighederne kan bookes i to forskellige størrelser, som har enten 4-5 sovepladser eller 7-8 sovepladser.

Disse lejligheder er ideelle til familier med små børn og nybegyndere, da der ligger et roligt børneområde og en langsom træklift tæt på.

Læs mere om Gaiastova Alpine Apartments på Alltime Travel eller Skiferie.dk.

Jaertunet lejligheder

Sørbygdsvegen
2636 Øyer
GPS: 61.237943, 10.461100

Jaertunet lejlighed

Lejlighederne i Jaertunet ligger på en skråning lidt oven for Hafjell centrum. Her har I altid fremragende udsigt og gode chancer for eftermiddagssol på altanen.

Der er cirka 100 meter fra lejligheden til den nærmeste blå piste (bilvej med begrænset trafik skal krydses).

Lejlighederne er moderne og komfortabelt indrettede. Der er fuld udstyret køkken (ovn, kølefryseskab, mm.) i alle lejligheder, hvilket er nyttigt, da der er langt til nærmeste restaurant.

Indkøb af dagligvarer kan foretages i supermarkederne “Spar” eller “Coop Mega” nede i centrum af Hafjell (cirka 5 minutters bilkørsel).

Perfekt indkvartering til kør-selv skiferie i Hafjell, da der er stor gratis parkeringsplads ved lejlighederne.

Læs mere om Jaertunet på Skiferie.dk, Alltime Travel eller Hotels.com.

Mosetertoppen Panorama hytter

Storslåvegen 84
Mosetertoppen
2636 Øyer
GPS: 61.248041, 10.487769

Mosetertoppen Panorama hytter

Mosetertoppen Panorama-hytterne er luksuriøs indkvartering til kræsne skiløbere, der ikke ønsker at sove hvor som helst.

De fire store hytter (23-24 sengepladser fordelt på 360-400 kvm) og de fire “små” hytter (7-9 sengepladser fordelt på cirka 90 kvm) ligger i udkanten af det store hytteområde oppe på Mosetertoppen.

Alle hytter har sauna. De store hytter har også opvarmet udendørs boblebad.

Der er et kvarters kørsel ned til supermarkeder og restauranter nede i dalen, så det moderne køkken (med bl.a. varmluftsovn og fryser) er nyttigt.

Tre af de store hytter (“2A”, “3A” og “4A”) ligger langs transportpisten “91”, som gør det nemt at komme fra hytte til skiområde og retur.

Tre af de små hytter (“2B”, “3B” og “4B”) ligger nedenfor de store hytter. Når I skal på ski om morgenen, skal I op ad skrænten (se billedet ovenfor). Børn klarer det nemt. Voksne pruster lidt mere. I når skal hjem igen, kan øvede skiløbere beholde skiene på, mens nybegyndere kan tage turen ned ad skrænten på bagdelen.

OBS: De små hytter er helt håbløse for gangbesværede, så lad være med at tage bedstemor på 80 år med. Hyttens tre etager er forbundet via en smal vindeltrappe.

Vi har selv boet en uge i hytte “4B”, som er den af de fire små hytter, som ligger bedst.

Hytten er ikke billig at leje, men forholdet mellem pris og kvalitet er virkelig godt.

Der er gratis parkering ved alle hytterne, og det er muligt at booke “skæve” perioder.

Læs mere om Mosetertoppen Panorama hytter på Moseter.no.

Alternativer på Hafjell

Der findes et utal af muligheder i Hafjell. Ovenstående er blot et lille udpluk. På Skisport.dk kan man søge i næsten alle tilgængelige hytter på Hafjell

Menu