Otte gode råd om booking af skiferie og corona

På nuværende tidspunkt er COVID-19 under kontrol i Østrig, Italien, Frankrig og Norge. Kun i Sverige kæmper de fortsat med at få styr på situationen.

Coronavirussen er dog en uforudsigelig størrelse, og derfor kan meget ændre sig, inden sneen daler igen, og skiferien står for døren.

Nedenfor kan du læse, hvordan du bedst sikrer både din sundhed og dine penge i forbindelse med booking af vinterens skiferie.

Book skiferien som en pakkerejse

Hvis Corona gør et ubehageligt comeback til vinter, risikerer populære skiferielande som Østrig, Italien, Frankrig og Norge igen at blive sat på Udenrigsministeriets liste over lande, hvortil ikke-nødvendige rejser frarådes.

Hvis du booker fly, færge, bus eller tog på egen hånd, har du ikke krav på at få billetten refunderet, hvis rejser til din valgte skiferiedestination frarådes.

Har du derimod booket skiferien som en pakkerejse via et dansk skirejsebureau, får du automatisk pengene tilbage, hvis ikke-nødvendige rejser til destinationen frarådes.

Hvis du allerede er af sted, og situationen forværres undervejs, er det skirejsebureauets ansvar at få dig trygt og sikkert hjem. Du slipper selv for at bøvle med ombooking af transport og indkvartering.

Du kan tjekke, om dit skirejsebureau er medlem af Rejsegarantifonden på www.rejsegarantifonden.dk.

Overvej at tegne en tryghedsforsikring

Nogle danske skirejsebureauer tilbyder tilkøb af en særlig tryghedsforsikring, som giver dig mulighed for at aflyse skiferien uden, at der stilles spørgsmål til, hvorfor du ønsker at aflyse.

Forsikringen giver dig dermed mulighed for at aflyse og få refunderet (det meste af) din betaling i situationer, hvor Udenrigsministeriet ikke fraråder rejsen, men hvor du blot føler dig utryg.

Denne forsikring tilbydes eksempelvis hos Højmark Rejser, Vinterly Skirejser og OnlineSki. Også svenske SkiStar, som bl.a. driver skisportsstederne i Trysil, Hemsedal og Sälen tilbyder en “afbestil uden spørgsmål”-forsikring.

Book nu (og få pengene tilbage, hvis corona blusser op igen)

Sørg for at tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledninger umiddelbart inden du booker din skiferie.

Dette er især vigtigt, hvis du har en rejse- og afbestillingsforsikring hos dit forsikringsselskab.

Du kan på nuværende tidspunkt booke skirejse til Østrig, Norge, Italien eller Frankrig, og få refunderet dine udgifter via din afbestillingsforsikring, hvis landet ryger på Udenrigsministeriets “orange liste”, inden du skal af sted.

Hvis du netop nu booker en skiferie til eksempelvis Sälen i Sverige, vil du derimod IKKE være dækket af din afbestillingsforsikring, hvis rejser til Sälen fortsat frarådes til vinter.

Du bør derfor sørge for at booke skiferien på et tidspunkt, hvor landet IKKE står på listen.

Enkeltlande kan ryge på og af listen flere gange i de næste måneder.

(Vær i øvrigt opmærksom på, at transitrejser via Sverige ikke frarådes pt. På nuværende tidspunkt kan du derfor trygt booke kør-selv skiferie til Norge, uanset om du ønsker at sejle fra København/Nordjylland eller køre via Sverige. Du vil være dækket af en evt. afbestillingsforsikring).

Hvis du booker direkte, så tjek afbestillingsvilkår

Hvis du vælger at booke indkvartering på egen hånd, så vær ekstra opmærksom på vilkår for betaling og afbestilling.

Det er ikke hotellets eller udlejerens ansvar, hvis du på grund af eksempelvis rejserestriktioner, karantæneregler eller aflyste fly er ude af stand til at benytte hotelværelset eller ferielejligheden.

Hotels.com og Booking.com kan du altid se betalings- og afbestillingsvilkår, inden du bestiller indkvartering.

De fleste steder mister du penge, hvis du afbestiller i sidste øjeblik.

Der er dog udvalgte indkvarteringsmuligheder, især hoteller, hvor du kan afbooke helt frem til få dage før planlagt ankomst uden at miste penge.

Valg af skirejsemål og transportform

Når du skal vælge skiferiedestination og transportform, er der også en række overvejelser som du kan gøre dig. Eksempelvis:

  • Destinationer som Zell am See og Val Thorens, hvor tætpakkede gondoler og kabinelifter udgør rygraden i liftsystemet, er ikke det tryggeste valg netop nu. I eksempelvis Obertauern, St. Anton og på alle destinationer i Norge og Sverige er stolelifterne i overtal.
  • All-inclusive hoteller med stor morgen- og aftenbuffet er et usikkert valg denne vinter. Uanset hotellernes skarpe fokus på rengøring og hygiejne, er smittekæden aldrig svagere end de mest sløsede buffetgæster.
  • Afterski bliver med garanti en mere afdæmpet affære til vinter. En stor lejlighed eller hytte med plads til jeres egen afterskifest er vigtigere, når der ikke kan danses på bordene på La Folie Douce, Mooserwirt eller Hinterhag Alm.
  • Fly eller bil vil være mit foretrukne transportmiddel til vinterens skiferier. Hygiejnen og sikkerheden i lufthavne og fly er helt i top, og i bilen er det kun dig og dine nærmeste rejsefæller, der deler vira. Som flyrejsende kan du desuden købe hjælp hos VALiZO til check-in/bagagetransport og gøre din flyrejse endnu mere tryg og komfortabel. Derimod vil en lang busrejse til Alperne eller Norge/Sverige stå langt nede på min liste over coronasikre rejseformer.
Menu