Pistekort FONNA Glacier Ski Resort

Om FONNA | Pistekort | Overnatning | Kør selv info | Billeder | Vejr og webcams

Pistekort FONNA Glacier Ski Resort

FONNA Glacier Ski Resort pistekort (Klik på billedet for at se pistekortet i fuld størrelse)

FONNA Glacier Ski Resort ligger på den nordlige del af Folgefonna, som er Norges tredjestørste isbræ (“gletsjer”).

FONNAs eneste lift (en hurtig T-lift) trækker dig fra bund (1.230 m.o.h.) til top (1.500 m.o.h.) på cirka 5 minutter.

Når du skal ned igen, kan du vælge mellem tre præparerede pister (grøn, blå eller rød) eller en rød afmærket freeride/offpiste-linje. Alternativt kan du tage turene ned gennem de tre forskellige parksektioner længst mod vest (“skier’s left”).

Den længste tur fra top til bund er knap 1,5 kilometer og der er i alt cirka 7 kilometer regnet efter den målestok, som bruges på vinterdestinationer andre steder i Norge og i Alperne.

Op til 10 meter sne

FONNA er optimalt placeret i forhold til snefald.

Hver vinter falder der op mod ti meter sne, når varme og fugtige vinde fra Atlanterhavet trækker ind over Folgefonnas kølige højder.

Tjek selv den vilde nedbørshistorik på denne side på YR.no.

FONNA åbner normalt op for skiløb omkring 1. maj (følg med på FONNAs Facebook-side).

Umiddelbart efter sæsonåbning er der ofte nysne og gode pudderodds.

Fra juni og frem til sæsonafslutningen omkring 1. september falder det meste nedbør som regn.

Fra pudder og tåge til solskin og slush

Vejrforholdene på FONNA er meget ustabile.

Vejret kan skifte fra støvregn og tæt tåge til solskin og blå himmel, eller omvendt, på få timer.

FONNA Glacier Ski Resort i tåge

Tåge kl. 14.30 // Foto: Troels Kjems

FONNA Glacier Ski Resort i solskin

Solskin kl. 16.00 // Foto: Troels Kjems

Vejrudsigten på YR.no er normalt præcis, men selv de dygtige norske meteorologer tager ofte fejl, når det drejer sig om vejret på Folgefonna.

I juli og august ligger gennemsnitstemperaturen på 5-8 grader.

Når solen er fremme, bliver det hurtigt varmt, da solen står højt på himlen og varmer for fuld kraft.

Hvis det derimod er blæsende og overskyet, vil det føles koldt – og ofte så koldt, at normalt skitøj (skiundertøj + fleece + skal) er en passende beklædning.

En skaljakke er et hit under en sommerferie i Norge og ofte uundværlig, hvis sommerskiløb på FONNA er en del af programmet.

Vores erfaringer med sommerskiløb på FONNA

Under vores besøg på FONNA midt i juli måned lå tågen tæt over pisterne det meste af dagen. Der var også perioder med intens støvregn. Temperaturen var 6-8 plusgrader.

Meteorologerne havde lovet sol hele dagen.

Liften lukkede klokken 16.00.

Solen skinnede fra en blå himmel kl. 16.15.

Selv det triste vejr og følelsen af afsindig dårlig timing kunne dog ikke fjerne smilet fra ansigtet.

Sneen var – trods høje temperaturer i ugerne op til vores besøg – i god stand.

Sneen var fast og mindre slushy end forventet.

Selv sidst på dagen var pisterne fine at køre på. Der var næsten ingen andre skiløbere på pisterne. (Det brudte løfte om solskin er nok også en faktor her).

Sommerskiløb på FONNA smager mere af rigtigt skiløb end et besøg i sydsvenske Isaberg eller Vallåsen.

De 270 højdemeter er nok til at få godt med sus i håret.

Udsigten fra FONNA ned mod fjorden er vild og ekstraordinær – når det ikke er tåget.

Derudover er sommerskiløb bare en fantastisk følelse. Det føles helt forkert og alligevel helt rigtigt.

FONNA (og hele området omkring Hardangerfjord) er mere end ét besøg værd.

På gensyn, FONNA!

På gensyn FONNA

Menu