Kørselsvejledning FONNA Glacier Ski Resort

Forside » Norge » FONNA » Kør-selv

Om FONNA | Pistekort | Overnatning | Kør selv info | Billeder | Vejr og webcams

Kørselsvejledning til FONNA Glacier Ski Resort

FONNA Glacier Ski Resort ligger i den sydvestlige del af Norge.

Transporttider og afstande til FONNA

Her er et par kilometertal og anslåede transporttider:

  • Fra Bergen til FONNA – 115 kilometer og 3 timers transport (bil + færge)
  • Fra Stavanger til FONNA – 240 kilometer og 5 timers transport (bil + færge)
  • Fra Oslo til FONNA – 400 kilometer og 7 timers kørsel (bil)
  • Fra København til FONNA – knap 1.000 kilometer og 13 timers kørsel (bil)

Læs også: Færger fra Jylland til Norge

Gode råd til chaufføren

Enhver kørselsvejledning til FONNA Glacier Ski Resort bør indeholde en håndfuld gode råd omkring de sidste 20 kilometers kørsel nede fra Jondal og op til Folgefonna-gletsjeren.

  • Sørg for, at chaufføren er frisk og veludhvilet (hvis chaufføren blunder undervejs, så ender I direkte på kirkegården).
  • Sørg for, at bilens dækmønster (slidbane) og bremseklodser er i god stand.
  • Fjern løse genstande fra forruden (ellers kommer de til at rutsje rundt, når det går stejlt op og ned.
  • Hav kreditkort (eller 100 NOK) klar til at betale bompenge i starten af opkørslen.
  • Hvis der er sne eller is på vejen og sommerdæk på bilen, så tag bussen eller prej en taxa.
  • Pas på får og køer. De tager sig ofte en slapper midt på vejen.
  • Pas på modkørende trafik, især hvis du kører ned om formiddagen eller op om eftermiddagen.
Vejkøer nær FONNA Glacier Ski Resort

Pas på vejkøer! // Foto: Troels Kjems

Ét-sporet asfaltvej uden autoværn

Hele vejen op til FONNA er asfalteret og i acceptabel stand.

De sidste cirka 10 kilometer er vejen dog smal, 1-sporet og fuldstændig uden autoværn.

To biler kan IKKE køre forbi hinanden.

For hver cirka 100-150 meter er der enten en lille stikvej eller en grusrabat, hvor modkørende biler kan passere hinanden.

Det er derfor en rigtig god idé løbende at være orienteret om, hvornår du sidst kørte forbi et bredt punkt på vejen. Så ved du, hvor langt du eventuelt skal bakke tilbage, når du møder en modkørende bil (eller bus!).

Hvis du har lyst til at tage billeder undervejs (det har de fleste), så hold ind til siden et sted, hvor der er plads.

Det er kun kinesere, som bremser ned eller parkerer midt på en 1-sporet bjergvej uden autoværn for at tage billeder.

Og sørg så i øvrigt for at nyde turen.

Når I kommer helt op til foden af FONNA-skiområdet, er der en stor asfalteret parkeringsplads, hvor der er god plads til at parkere bilen. Der er gratis parkering.

PS. Hvis du har en ledig plads i bilen på vej op og spotter en skiløber eller snowboarder ved færgelejet eller et busstoppested nede i dalen, så tilbyd dem gerne et lift. Det giver god karma og masser af puddersne til dig.

Hold fokus på vejen

Et øjebliks uopmærksomhed hos chaufføren vil sandsynligvis koste et ufrivilligt bad i koldt gletsjervand. // Foto: Troels Kjems

Menu