
Går du og drømmer om at blive skiguide? Så læs mere om arbejdet som skiguide her og se oversigten over danske skirejsebureauer, som kan hjælpe dig med at opfylde din drøm.
Vil du se, om der er ledige stillinger lige nu?
– Ledige stillinger hos Danski
– Ledige stillinger hos Nortlander
Skiguidens arbejdsopgaver
Mange unge forbinder livet som skiguide med solskin, skiløb, fest og farver. Det er heller ikke helt forkert, men billedet er dog langtfra dækkende.
Som skiguide har du også ansvaret for at give skirejseselskabets gæster en god og sikker ferie.
Hvis du har valgt at tilbringe din vinter som skiguide på et skisportssted, så vil du eksempelvis skulle løfte følgende opgaver:
- Sikre at alle gæsters transport til skidestinationen forløber planmæssigt (og være i stand til at håndtere afvigelser, når det ikke sker)
- Koordinere indkvartering af gæsterne, når de ankommer (typisk udlevering af nøgler og hjælp med opbevaring/håndtering af bagage)
- Afholde velkomstmøder og sørge for at skigæsterne får information om skiområdet og de arrangementer, som afholdes i løbet af ugen
- Vise dine skigæster vej til skiudlejning
- Afhente liftkort på liftkortkontoret og uddele dem til dine gæster, når de ankommer
- Stå til rådighed og være behjælpelig, hvis nogle af de rejsende kommer til skade, enten på eller uden for pisten. (ofte er der behov for hjælp og information omkring sygesikringsregler og forsikring, og evt. brug for tolkebistand, hvis de lokale læger taler dårligt engelsk).
- Holde styr på regnskaber (i forbindelse med gæsters betaling for deltagelse i arrangementer og udgifter til lokale samarbejdspartnere)
- Bistå kontoret i Danmark med kontakt til lokale ejere af hoteller og lejligheder. Herunder melde tilbage til kontoret, såfremt kvaliteten enkelte steder er så dårlig, at skihotellet eller skilejligheden skal pilles ud af næste års program.
- Holde dig på god talefod med de lokale myndigheder, så dit danske skirejseselskab får færre problemer og bedre vilkår, fx. i forbindelse med parkering af busser, aflæsning/opsamling af passagerer og lignende
Og først når der er styr på de ting, så kan du koncentrere dig om at guide dine skigæster rundt på pister til pistevisning, om at gå til afterski og arrangere pubcrawl for festglade skirejsende og om at nyde sneen, solen og skiløbet.
Bliv skiguide
Hvis ovenstående liste over skiguidens arbejdsopgaver ikke har skræmt dig og du i øvrigt har mulighed for at pille 3-4 måneder ud af kalenderen, så bliv skiguide.
Der følger mange gode og sjove oplevelser i kølvandet på en beslutning om at blive skiguide. Det er en god mulighed for at kombinere din glæde ved alpint skiløb med muligheden for gode oplevelser og indsamling af erhvervserfaring.
Du vil blive udfordret på dine evner til både kundeservice, planlægning og problemløsning, hvis du vælger at tage en tjans som skiguide enten i Alperne eller nordpå i Norge eller Sverige.
Aldersgrænse Skiguide
Svaret på spørgsmålet “Hvor gammel skal jeg være for at blive skiguide?” afhænger af, hvilket rejsebureau du spørger. Normalt foretrækker skirejsebureauerne modne og velstrukturerede skiguider, som både mestrer god kundepleje og samtidig kan bevare overblikket i pressede situationer.
De fleste seriøse danske skirejsebureauer ansætter ikke skiguider, som er under 20 år gamle. De fleste skiguider er typisk i tyverne. Almindeligvis er der mange skiguider på hver destination, og kontoret i Danmark forsøger typisk at sikre en god blanding af uerfarne og erfarne kræfter, så den eller de mest erfarne skiguider kan tage styringen og samtidig lære fra sig til de nye skiguider.
Uddannelse af skiguider
Der findes ikke en egentlig skiguide uddannelse, men skirejsebureauer vil naturligvis betragte det som en fordel, hvis du har gået på guideskole hos et af de store etablerede danske rejsebureauer.
I praksis er din uddannelse til skiguide derfor i høj grad et spørgsmål om “learning by doing”, dog arrangerer de enkelte bureauer normalt kombinerede uddannelses- og teambuildingture i løbet af efteråret for at ryste det enkelte selskabs skiguider sammen og sikre en optimal oplevelse for vintersæsonens skigæster.
Skiguide løn
Skiarrangørernes løn til skiguiderne er beskeden. Ofte består lønnen i betalt rejse, betalt ophold, forsikrings og et mindre beløb i “lommepenge”, typisk omkring 5.000 kroner pr. måned. Da der er mange unge danskere, som ønsker at blive skiguider, så skiguidernes løn udsat for et hårdt pres.
Rabat til skiguider
Din løn er ikke høj, men til gengæld er du som guide en populær gæst rundt omkring i Europas skibyer. De lokale erhvervsdrivende vil gøre meget for at lokke dig til, i håb om at du tager dit rejseselskabs skigæster med.
Som skiguide kan du derfor forvente heftig rabat på skileje (ofte tilbyder skiudlejerne gratis skileje til skiguider) og billig eller gratis mad og drikke på restauranter og barer. Der er typisk også skiguide rabat hos udbydere af eksempelvis snescootersafari, heliskiing og andre aktiviteter på skisportsstedet.
Skiguide Østrig
Hvis du gerne vil være skiguide i Østrig, så bør du især interessere dig for Højmark, som har mange destinationer i Østrig og derfor har brug for mange Østrig-skiguider.
Skiguide Italien
Drømmer du om en vintersæson som skiguide i Italien, så kig nærmere på jobbene hos Danski.
Skiguide Frankrig
Er du frankofil, så kan du blive fransk skiguide hos Nortlander.
Skiguide Norge
Har du i stedet kastet din kærlighed på de norske fjelde, så vær dog opmærksomhed på, at der typisk er færre guidejobs at få i Norge og Sverige, da mange skiferier til Norge og Sverige i højere grad er individuelle kør-selv skirejser.
Hvis du gerne vil have nye skiferietips tilsendt hver måned, så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.






