Hvis du står overfor din debut som alpin skiløber, så får du her en række gode råd, der forhåbentlig kan gøre din første skiferie til en endnu sjovere oplevelse.

Start skitræningen i god tid

En god skiferie starter om sommeren. Skiløb er hårdt arbejde og hvis din fysiske grundform halter, så bliver strabadserne på pisterne hurtigt til en pinsel.

Det er derfor oplagt at bruge din første skiferie som en ekstra motivation til finde løbeskoene frem eller melde dig ind i dit lokale motionscenter.

Der skal trænes både kondition og styrke, hvis du vil undgå udmattelse allerede efter de første ture ned ad bjerget.

Tag fat i en fitnessinstruktør og få hjælp til at lægge et træningsprogram, som træner lår, baller og ryg.

Mens du står og pruster i motionscentret, så glæd dig til en sjovere skiferie.

Vælg dine skirejsefæller med omhu

Hvis du har mulighed for det, så sørg for, at der er andre uøvede skiløbere med på din første skiferie.

Hvis alle dine skirejsefæller er erfarne skiløbere, så kommer du hurtigt i problemer.

Når først skiene er spændt på og solen skinner på den funklende sne, så glemmer de mere rutinerede skiløbere i dit rejseselskab at vente på dig.

Og når de endelig stopper op på pisten for at holde en kort pause, så fortsætter de ned ad pisten, ligeså snart du er nået ned til dem, og så ryger din mulighed for at få vejret og få mælkesyren ud af lårbasserne.

Hvis du rejser med andre nye skiløbere, så kan I følges ad i roligt tempo og holde de nødvendige pauser undervejs, mens de garvede skiløbere suser mod dalen.

Gode skisportssteder til uerfarne skiløbere

Forsøg så vidt muligt at vælge et skisportssted, som er velegnet til nybegyndere.

Nogle skisportssteder er velegnede til uerfarne skiløbere, mens andre skiområder er for udfordrende, hvis du er på ski for første gang.

Et godt skisportssted for nybegyndere har grønne og blå pister i umiddelbar nærhed af selve skibyen. Du bør derfor tjekke pistekortet og sikre dig, at begynderbakkerne ikke ligger på den anden side af røde eller sorte pister.

Mange skisportsteder har børnebakker med egen skilift, som er forholdt børn og andre skiløbere, der står på ski for første gang.

Læs vores guide til begyndervenlige skisportssteder

Godt skiudstyr til nybegyndere

Smart skitøj gør ikke nødvendigvis din skiferie sjovere, så hvis budgettet ikke rækker til både skiudstyr og skitøj i topklasse, så sørg for at prioritere rigtigt.

Ski, skistøvler og skistave bør du leje på skisportstedet. (Du kan evt. reservere hjemmefra via SkiSet).

Et par gode skihandsker er uundværlige. (Læs mere om køb af skihandsker)

Tilsvarende har du brug for et par gode skibriller, som kan sikre dig klart udsyn og beskytte dine øjne med sol og sne (Læs mere om køb af skibriller/goggles)

Du bør også investere i et par gode skistrømper, der kan holde dine fødder varme og tørre. (Læs mere om gode skistrømper)

Og hvis du ikke ønsker at låne skiundertøj fra andre, så er du også nødt til at købe det selv.

Det er også vigtigt at have en god skijakke og et par gode skibukser, men forsøg evt. at låne dig frem.

Hvis muligt, så vælg lagdelt skitøj bestående af undertøj af kunststof eller uld, et isolerende mellemlag (f.eks. fleece) og skaljakke/skalbukser af vand- og vindafvisende materiale.

Læs også vores generelle artikler om skiudstyr og skitøj.

Sådan lærer du hurtigst at stå på ski

Enhver begyndelse er svær, og din første uge på ski bliver med garanti en krævende omgang for både din fysik og din psyke.

Indstil dig på, at du vil tilbringe den del tid med næsen i sneen og bagdelen i luften.

Du vil falde og få blå mærker – og de andre skiløbere på pisten vil smile overbærende ad dig.

De har selv været bambi på ski på et eller andet tidspunkt.

(Læs også artiklen Lær at stå på ski)

Du kan gøre vejen til færre fald og sjovere skiløb kortere ved at investere tid og penge i at gå i skiskole.

Det er ikke gratis, men da du i forvejen betaler mange penge for hver dag på ski, så kan du ligeså godt få mest muligt ud af det.

Din første skiferie er nemlig næppe din sidste. Når du først har prøvet det, så kan du ikke stoppe igen.