Normalt så bruger vi ikke spalteplads på at omtale danske skirejsebureauers konkurrencer og andre marketing-stunts, men i dag gør vi en undtagelse.
Præmien i Nortlanders World’s Best Snow Job konkurrence er nemlig så unik, at den fortjener ekstra opmærksomhed.
En hel sæson på ski med (næsten) alt betalt
Du har mulighed for at vinde en hel vintersæson med (næsten) alt betalt på Nortlanders 24 destinationer i Alperne.
Din opgave er at finde svaret på det vigtige spørgsmål “Hvilket skisportssted er bedst?”.
For at du kan kunne løse opgaven så godt som muligt, så sørger Nortlander blandt andet for liftkort, indkvartering, transport (i egen VW Caravelle) og bunker af lækkert skigrej.
I løbet af vinteren 2013/2014 skal du og din rejsekammerat (som er en anden heldig vinder, af modsat køn) rapportere hjem om jeres oplevelser.
Der skal derfor helst være en lille linselus gemt i dig.
Der vil uden tvivl være stor interesse for at vinde de eftertragtede jobs, men heldigvis er det ikke udelukkende held, som afgør hvem, der løber med jobbet.
Du skal indsende en kreativ video og forsøge at overbevise Nortlanders guidechef Morten Skaarup om, at du er den allerbedste kandidat til jobbet.
Først har vi fået overdommer Morten Skaarup til at svare på tre spørgsmål omkring Nortlanders World’s Best Snow Job konkurrence. Og dernæst giver videoeksperten Jens Dalsgaard fra NetProfil.dk dig bagefter gode tips til, hvordan du producerer vindervideoen.
FAQ om Nortlander World’s Best Snow Job
Du spørger måske:
Hvis jeg har en enkelt eksamen i januar, som jeg ikke kan droppe, kan jeg så køre hjem til Danmark i en uges tid og derefter vende tilbage?
Morten fra Nortlander svarer:
Det kommer selvfølgelig an på omstændighederne. Hvis du skal hjem midt i uge 5, hvor vi sender alle universiteterne til Alperne, så bliver det et problem for os. På den anden side – hvis du er den perfekte kandidat, kan vi godt se gennem fingrene med en uges ferie til Danmark. Du får dog svært ved at læse til eksamen med det her job!
Måske spørger du også:
Vælger jeg selv, hvor længe jeg vil være de forskellige steder?
Morten fra Nortlander svarer:
Du skal være, hvor sneen og festerne er – så det går ikke at hænge ud i Val Thorens i 2 uger, hvis sneen vælter ned i St. Anton. Jobbet handler om at finde Alpernes bedste skidestination (2013/2014) – Du har stor selvbestemmelse, men du skal selvfølgelig rundt og teste sneen og øllene på tværs af alle vores destinationer.
Og eftersom du føler dig helt sikker på at vinde, så spørger du måske også:
Hvornår forventer I at melde ud, at jeg har vundet?
Hvortil Morten svarer:
Vi har sidste ansøgningsfrist d. 8. september – herefter kalder vi de 10 bedste ansøgninger til samtale. Alt efter hvordan samtalerne går, så regner vi med at kunne annoncere vinderne i starten af oktober.
Gode råd om video for amatører
For at øge dine chancer for at vinde konkurrencen, så har vi fået videoeksperten Jens Dalsgaard fra Netprofil.dk til give dig tips til, hvordan du producerer vindervideoen.
En videopræsentation af dig selv kan måske virke lidt skræmmende at lave, hvis du ikke rigtig har prøvet det før. Det er helt ok at være lidt nervøs og det er som regel ikke lige så stort og skræmmende som du forestiller dig.
Det er dig de vil have
Husk på at DU er vigtigere end end lydeffekter, overgange eller den tekniske kvalitet af videoen. DIN personlighed og DIN energi er vigtig, især til denne her konkurrence, hvor du skal være ‘på’ som en del af jobbet.
Fortæl en historie
Du behøver ikke at ligefrem lave et manuskript, men det er en god ide at tænke over at fortælle en historie på de max to minutter, der fortæller om dit bedste jeg, gerne så Morten fra Nortlander lige kan forestille sig du passer til jobbet. Hold din historie så kort som muligt, for vi bliver alle trætte hurtigt. En vinkel kunne være. at du forestiller dig hvad der kræves i jobbet og overfører til noget du kan finde her i DK. Du skal jo være vært for alle de sne-hungrende danskere, så en lille historie, hvor DU er værten er helt oplagt. Charme, humor og et glimt i øjet virker altid.
Brug det udstyr du har
Du får brug for et kamera, men du har ikke brug for noget stort eller avanceret. Det er ikke ting som bitrate og opløsning, der fortæller om dig. Brug det udstyr, du har – hvis du har en smartphone er kameraet oftest godt nok til dig. Ellers udnyt dit netværk og lån et (lille!) kamera til at lave videoen på. Har du mulighed for at lege med et GoPro, vil det være oplagt, da du kommer til at bruge GoPros i jobbet. Det er helt fint at benytte din telefon, for den har du allerede og man kan sagtens lave god video på en telefon. Tro mig, jeg har lavet iPhone videoer til det danske erhvervsliv (ganske sjældent, men det kan lade sig gøre).
Du kan ikke få for meget… lys!
Noget af det vigtigste, når du optager din video, er lys. Det bedste lys finder du udenfor på en overskyet dag og den lyssætning er til at finde her i Danmark. Du kan naturligvis også bruge indendørs lys, men det kræver lidt mere arbejde og du skal hele tiden tænke på, at du ikke bliver overeksponeret og derved helt hvid i ansigtet, eller endnu værre har nogle kraftige mørke skygger i ansigtet.
Lyd
Når du optager, kræver en telefon dog, at du er i et rimeligt stille miljø og at du er så tæt på kameraet som muligt. Det svage punkt ved at bruge telefoner og GoPros, er den indbyggede mikrofon, der er god til at opfange baggrundsstøj. Undgå derfor blæst, trafik, grupper af mennesker og selv en hyggelig lille cafe kan være for støjende. Er du i tvivl, så lav en hurtig testoptagelse. Lav en lille video, hvor du øver dig på, hvad det er du vil sige og afspil det du har optaget for at se om det er godt nok.
Redigering
Den sidste fase er redigering. Du behøver ikke at kunne sige alle de rigtige ting kun i et klip. Redigering gør, at du kan skære de uønskede passager ud af din video og bruge flere klip til at fortælle din historie. Til redigering kan du benytte YouTube.com/Editor efter du har uploaded dine klip dertil. Hvis du vil have lidt mere kontrol over redigeringen, kan du også benytte Windows Movie Maker på en PC og iMovie på en Mac.
Sådan får du “Verdens bedste sne job”
- Du er det vigtigste for videoen
- Fortæl en historie om DIG
- Brug det udstyr du allerede har
- Brug masser af lys, gerne naturligt
- Sørg for at det er DIG vi kan høre på videoen
- Brug gratis videoværktøjer til at redigere
Så er det bare at komme ned af bakken.






