To skiferietips til dig, der flyver fra Kastrup

Når jeg skal flyve på skiferie fra Kastrup Lufthavn (CPH), står jeg hver gang med den samme udfordring.

Hvordan får jeg lettest transporteret kuffert, ski og skistøvler fra mit hjem i Søborg (nord for København) til lufthavnen på Amager?

Offentlig transport med buslinje 6A og Metro er en ualmindelig bøvlet løsning.

En taxa koster ofte på den forkerte side af 500 kroner.

Hvis jeg skal på skiferie i en uge og ønsker at parkere i gåafstand fra terminalen, koster kørsel i og parkering af egen bil mindst 1.000 kroner.

Da jeg fredag for et par uger siden fløj til Østrig på forlænget skiweekend, valgte jeg derfor at teste det danske firma VaLiZo.

VaLiZo henter din bagage og tjekker dig ind

VALiZO afhentede kuffert, skitaske og skistøvletaske hjemme hos mig selv kl. 07.30, og tjekkede samtidig både mig og bagagen ind.

De printede og udleverede mit boardingkort.

Jeg tog håndbagagen med på arbejde, løste dagens arbejdsopgaver og tog derefter kystbanetoget til Kastrup lufthavn.

Ved ankomst til Kastrup lufthavn gik jeg direkte gennem security og ud til flyet.

Bagagen så jeg først igen på transportbåndet i ankomsthallen i Innsbruck lufthavn.

VALiZOs hjælp koster fra 395 kroner pr. afhentning/indtjekning.

Skitransport koster som udgangspunkt 75 kroner ekstra, men hvis du er tilmeldt deres nyhedsbrev, modtager du ofte rabatkoder til gratis transport af ski, klapvogne og lignende.

VALiZO kan desværre kun tilbyde opsamling og indtjekning til flygæster, der bor på Sjælland.

Bare lige for en god ordens skyld. Dette er IKKE et sponsoreret indlæg. Jeg har selv betalt for VALiZOs hjælp, og det vælger jeg helt sikkert at gøre igen.

Gratis transport af skiudstyr hos Austrian Airlines

I overskriften lovede jeg dig to tips.

Det andet skiferietip er, at transport af ski og skistøvler er gratis hos Austrian Airlines.

Austrian Airlines flyver fra København (CPH) til Wien (VIE) flere gange dagligt.

Fra Wien er der enten 3-4 timers kørsel til de mest populære skiområder i Østrig eller gode forbindelser videre til lufthavnene i Salzburg (SZG) og Innsbruck (INN).

Hvis du ønsker gratis skitransport hos Austrian Airlines, skal du i god tid inden afgang sende en besked til deres kundeservice og få det registreret på din booking.

VaLiZo og Austrian Airlines er et godt makkerpar

VALiZO og Austrian Airlines er derfor en perfekt kombination for dig, der gerne vil flyve på skiferie i Østrig, og samtidig nemt og billigt have transporteret egne skistøvler og ski ned til sneen.

Se priser og book afhentning på Valizo.eu.

Sammenlign priser på flybilletter til Østrig på Momondo.dk.

Jeg har ikke selv brugt VALiZO til bagagetransport og indtjekning i forbindelse med sommerferie, men VALiZO er med garanti også et sommerhit for sjællandske børnefamilier med meget bagage og utålmodige børn.

Menu