Om Isaberg | Pistekort | Overnatning | Kør selv info | Billeder | Vejr og webcams

Pistekort Isaberg

Du kan se alle lifter og pister i Isaberg på nedenstående Isaberg pistekort.

Pistekort Isaberg

Isaberg pistekort (Klik på billedet for at se pistekortet i fuld størrelse)

Isabergs skiområde består af i alt 9 skilifter og 10 pister.

Pisterne har varierende sværhedsgrad og trods en samlet længde på kun 6 kilometer, er der flere muligheder for at køre på kryds og tværs i området.

I Isaberg er det muligt at blive væk fra hinanden – i hvert fald i 5-10 minutter.

Den mulighed (eller risiko) har I ikke på samme måde i Vallåsen, hvor alt skiløb i højere grad foregår på forskellige pister på samme bakke.

Der er en enkelt sort piste i Isaberg. Farven sort er ikke helt malplaceret. Pisten er stejl og hvis en nybegynder farer vild og ender der, er det klogest at klikke skiene af og kurre ned på numsen.

De røde pister er gode og brede. Hvis du er erfaren skiløber, kan du nå at sætte en fin serie af sving, før du er nede. Højdeforskellen fra top til bund er cirka 155 meter.

Børnebakker i Isaberg

Barnbacken og den langsomme træklift er velegnet til selv helt små skibørn // Foto: Troels Kjems

Isaberg er både børne- og begyndervenligt, men især de to grønne pister “Barnbacken” og “Lillbacken” lige ved hovedbygningen er velegnede til helt nye skiløbere.

Liften ved Lillbacken kører meget langsomt og selv små børn lurer hurtigt, hvordan de griber fat i de lange håndtag, som er monteret direkte på trækwiren.

Lillbacken er ikke større end, at far eller mor kan sidde på en bænk og overskue hele børnebakken.

Vi besøgte Isaberg en onsdag i skolernes vinterferie (uge 7). Midt på dagen var der en kort kø (1-2 minutter) ved den mindste træklift.

Ved trækliften “Superiorliften” som betjener den lidt længere og lidt stejlere “Barnbacken” var der lidt længere kø (måske 3-5 minutter).

Hvis det aldrig er værre end det, er køerne bestemt til at overskue.

De to grønne pister i Isaberg er kortere end de tilsvarende grønne begynderpister i Vallåsen.

Til vinteren 2016/2017 er Isabergs nye “rullende gulvtæppe” klar langs børnebakken.

Er der lange liftkøer i Isaberg?

I Isaberg er der ofte flest mennesker på pisten og længst liftkø mellem kl. 12.00 og kl. 14.00.

Lørdag er den ugedag, hvor der er mest trængsel i Isaberg.

De første par timer fra kl. 09.00 til kl. 11.00 er der ofte god plads på pisterne og i lifterne.

De to stolelifter (“Isabergsekspressen” og “Norrliften”) sørger for effektivt at transportere skiløbere retur til pisternes start.

På trods af højsæson og solskin oplevede vi ikke liftkøer på mere end 4-5 minutter.

Hvordan er sneen i Isaberg?

Effektive snekanoner gør, at Isaberg tør yde snegaranti til sine gæster // Foto: Troels Kjems

Isaberg ligger på samme breddegrad som Frederikshavn.

Isaberg er derfor i høj grad afhængig af den kunstsne som Isabergs mange snekanoner producerer i de perioder, hvor temperaturen er under minus 3 grader.

Ofte er sneen i Isaberg et godt miks af kunstsne fra snekanonerne og naturlig sne fra himlen.

Når først sneen dækker bakkerne og der ligger en god bund, skal der mere end et par dages tøvejr til at ødelægge pisterne.

Menu