Mobiltelefoni og data på skiferie i udlandet

Brug af mobiltelefoner og tablets under skirejser kan være en dyr fornøjelse. I denne guide til billig mobiltelefoni og hurtige dataforbindelser i udlandet kan du læse, hvordan du bedst og billigst holder kontakten til både skirejsefæller og internettet, mens du er på skiferie.

Det perfekte mobilabonnement til skiløbere

Hvis du har travlt, så lad os starte med den korte udgave af vores anbefalinger.

Skift til et mobilabonnement med 3LikeHome hos mobilselskabet 3.dk

Hvis du har mobilabonnement hos 3.dk med 3LikeHome, så kan du bruge din smartphone eller tablet præcis som i Danmark uden at bekymre dig om manglende forbindelse eller dyre ekstraregninger.

Med et 3LikeHome abonnement du frit ringe til både danske og lokale telefonnumre.

Du kan ligeledes surfe på internettet via mobildata i alle de mest populære skiferielande (Frankrig, Italien, Norge, Schweiz, Sverige, Tyskland, USA og Østrig).

Du slipper for at slå viderestilling fra og kan poste billeder af sol og sne på Facebook uden først at skulle bøvle med en ustabil WiFi-forbindelse.

Hvis du selv kører på skiferie, så kan du bruge mobiltelefonen som GPS uden at blive flået af dit teleselskab bagefter.

Oprettelse af et nyt mobilabonnement eller overflytning af et eksisterende mobilnummer til 3.dk tager en uges tid. Oprettelsen koster 100 kroner.

Det billigste 3LikeHome mobilabonnement koster 130 kroner pr. måned og inkluderer fri tale/fri sms og 3 GB data pr. måned.

Du kan tilkøbe et ekstra SIM-kort (datakort), som du eksempelvis kan putte i din tablet under skiferien i udlandet.

Et ekstra SIM-kort koster 30 kroner pr. måned og dataforbrug trækkes blot fra dit eksisterende mobil- eller dataabonnement hos teleselskabet 3.

Læs mere om 3LikeHome på 3.dk

Fri mobiltelefoni og databrug i Norge og Sverige

Hos mobilselskabet Telenor kan du købe et abonnement, der giver dig fri adgang til at tale og bruge data i hele Norden (Danmark, Norge og Sverige).

Telenor er dermed et fint mobilselskab til jer, der foretrækker skiferie (eller sommerferie) i Norge eller Sverige.

Læs mere om Telenors mobilabonnementer

Fri tale/SMS i Norden og fri data i Europa

Mobilselskabet Telia tilbyder abonnementet “4SURE”, hvor du til priser fra 149 kroner pr. måned kan tale og sende SMSer ubegrænset i Norden og frit bruge data i hele Europa uden, at det koster ekstra.

Mobilsnak i lande som Tyskland, Italien, Østrig og Frankrig kan dog fortsat koste op til 0,19 EUR (cirka 1,41 DKK) i minuttet. Data koster ikke ekstra, udover dit normale abonnement.

Læs mere om Telias mobilabonnementer

Fakta om mobiltelefoni og data i udlandet

Hvis du har firmabetalt mobiltelefon eller af andre grunde ikke kan flytte dit mobilabonnement til enten 3.dk, Telia eller Telenor, så bør du fortsat bruge din smartphone med omtanke, når du rejser på skiferie. Her er de vigtigste regler og råd til dig, der IKKE har et mobilabonnement, som inkluderer fri tale/sms/data i dit skiferieland.

Brug af data i udlandet

Det er ofte mobiltelefonens dataforbindelse, som er den helt store synder, når danske skiløbere kommer hjem fra skiferie til store ekstraregninger fra mobilselskabet.

Hvis du kobler din mobiltelefon eller tablet på mobilnetværket i Tyskland for at hente et opdateret vejkort til din smartphones indbyggede GPS, så koster det nemt et par hundrede kroner. Prisen for download af en MB (megabyte) data er typisk 0,20 EUR (cirka 1,49 DKK), når du befinder dig i udlandet.

Hvis du sidder i lejligheden og streamer live-TV via et mobilnetværk, så koster det mindst 20 kroner i minuttet.

Et kort besøg på Facebook eller et tjek af vejrudsigten på YR.no koster også nemt det samme som en fadøl til afterski.

Hvis du IKKE har et dataabonnement med fri roaming i det land, hvor du befinder dig, så bør du overveje helt at slå data fra på din smartphone eller tablet.

På en Android enhed gøres det ved at klikke på “Mobile data”-ikonet med de to modsatrettede pile.

På en iPhone eller iPad slår du mobildata fra under “Indstillinger -> Mobildata”.

Ringe fra udlandet til Danmark

Når du ringer fra eksempelvis Norge, Sverige, Østrig, Italien eller Frankrig til et dansk fastnet- eller mobilnummer, betaler du hos de fleste danske mobilselskaber op til 0,19 EUR (1,41 DKK) i minuttet.

Dette gælder også selvom du har en “fri tale”-pakke eller et mobilabonnement, hvor du eksempelvis har forudbetalt for 10 timers tale hver måned – med mindre at din mobilpakke inkluderer fri roaming som eksempelvis 3LikeHome abonnementerne fra 3.

Modtage opkald på din mobiltelefon i udlandet

Når du besvarer et opkald på din mobiltelefon, mens du opholder dig i udlandet, betaler du op til 0,05 EUR (0,39 DKK) pr. minut for at modtage opkaldet. Hvis personen indtaler en besked på din telefonsvarer, så betaler du også minuttakst for det.

Samtale mellem to danske mobiltelefoner i udlandet

Hvis du er blevet væk fra din skirejsefælle ude på pisten og ringer til personens danske mobiltelefon, så betaler du op til 0,19 EUR (1,41 DKK) i minuttet. Din skiven eller skiveninde betaler op til 0,05 EUR (0,39 DKK) pr. minut for at modtage dit opkald.

Mobilopkald til lokalt nummer på skisportsstedet

Hvis du befinder dig på skisportsstedet og ringer til den lokale skiskole for at booke undervisning, så betaler du op til 0,19 EUR (1,41 DKK) for hvert minut, som mobilopkaldet varer.

Aflytning af telefonsvarer i udlandet

Aflytning af mobilsvarer, når du befinder dig i udlandet, koster op til 0,19 (1,41 DKK) pr. minut. Du skal ligeledes være opmærksom på, at du skal indtaste en kode, når du ringer op til din mobiltelefonsvarer fra udlandet. Du skal bruge den adgangskode, som du anvendte første gang du ringede op til din mobilsvarer. Koden består normalt af fire cifre og standardkoden hos nogle mobilselskaber er 1234.

Husk +45 eller 0045 foran det danske nummer

Hvis du under skiferien ønsker at ringe til et dansk telefonnummer, så husk at taste 0045 eller +45 foran det 8-cifrede danske nummer. Det er en god idé altid at indtaste +45 foran det danske telefonnummer, når du tilføjer en ny person til din mobiltelefons kontakter.

Vind en gratis skirejse

Hvis du gerne vil have nye skiferietips tilsendt hver måned, så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Menu