Spørgsmål og svar: Livet som skiinstruktør

Hvis du drømmer om en hel vintersæson med ski under fødderne, kan jobbet som skiinstruktør være det helt rigtige valg for dig.

Jeg har interviewet Anders Olesen fra SKIERS – Skinstruktør.dk, som giver dig svar på ofte stillede spørgsmål om uddannelsen til og livet som skiinstruktør.

Spørgsmål: Hvor gammel skal jeg være, før jeg kan blive skiinstruktør?

Svar: Som udgangspunkt skal du være fyldt 18 år for at arbejde i en skiskole, dog kan ejeren af skiskolen gøre en undtagelse.

I Østrig kan du tage uddannelsen, når du fylder 16 år, og derfor er det også muligt at arbejde i skiskolen.

Rejser du til Canada og Japan, er der krav om arbejdsvisum. Her er det klart nemmest at få et ungdoms Working Holiday Visum, hvilket er begrænset til 18-30 år i Japan og 18-35 år i Canada.

Er du ældre, så skal du have et “rigtigt” arbejdsvisum, hvilket er noget sværere og koster en del mere. Vi sender flest af sted i alderen 18-25 år.

Spørgsmål: Skal jeg være en god skiløber, før jeg starter uddannelsen?

Svar: Min anbefaling er, at du har været af sted på ski 3-5 gange. Det er et plus at have modtaget lidt undervisning. At blive instruktør på niveau 1 kræver faktisk ikke, at du er en skihaj med 30 uger eller mere på ski.

En skilæreruddannelse handler i høj grad om at kunne undervise andre, og f.eks. vise et teknisk korrekt plovsving, så ens elever kan kopiere det. Til eksamen underviser du, laver en lille teoriprøve, viser plovsving, og så skal du også vise, at du kan køre både store og små sving.

Spørgsmål: Hvornår starter og slutter sæsonen?

Svar: Det svinger alt efter destinationen, men skiskolerne åbner og lukker, når skiområdet gør. Som dansk skiinstruktør vil du normalt være ansat i den travleste periode, hvilket er 2-4 måneder.

I Japan er der højsæson fra starten af december til midt i februar. I Østrig er det fra jul til efter påske, så normalt 20. december til starten af april. I Canada starter skilærernes sæson også lidt før jul og frem til påske.

Spørgsmål: Kan jeg selv vælge hvilken destination, jeg ønsker at arbejde på?

Svar: Du kan selv vælge land, og så kan du ønske en destination. Hos SKIERS – skiinstruktor.dk har vi nogle rigtig gode skiskoler vi arbejder tæt sammen med. Dem plejer vi at formidle jobs til først.

Vi gør meget for at både skiskole og instruktør passer sammen, så på baggrund af interview med den nye instruktør og vores kendskab til skiskolerne, foreslår vi en destination.

Men der er også plads til særlige ønsker, og vi gør altid, hvad vi kan for at skaffe jobs på drømmedestinationen.

Spørgsmål: Jeg kan tage uddannelsen og arbejde samme sted som en ven/veninde?

Svar: Ja, du kan rejse, arbejde og bo med din ven/veninde. Vores skiskoler tager mellem 2 og 15 instruktører fra Danmark, så hvis I er flere af sted sammen, så kan vi altid sørge for, at I kommer samme sted hen.

Spørgsmål: Jeg kan vælge, at jeg kun ønsker at undervise voksne?

Svar: Når du er ansat i en skiskole, skal du være indstillet på at løse alle slags undervisningsopgaver, men jo større skiskolen er, jo mere vil du være i en specifik afdeling.

I en lille skiskole vil du typisk få alle slags gæster; børn, voksne, begyndere, øvede osv. I en stor skiskole, vil du enten arbejde  med voksengrupper, børnegrupper eller privattimer. Du kan ønske, hvad du helst vil, men i sidste ende skal det også gå op med skiskolens behov, og hvor de har brug for dig, så du skal også være indstillet på at være fleksibel.

Spørgsmål: Hvad koster selve uddannelsen?

Svar: Vores mest populære produkt er Skilærerkursus og job i Østrig. Her sørger vi for, at du får et 2 ugers skilærerkursus, hvor bolig og liftkort er inklusiv under kurset. Efter bestået kursus er der jobgaranti i en skiskole inkl. bolig og liftkort samt transport til Østrig. Prisen for denne pakke er 19.950 DKK.

Du kan også vælge at nøjes med 2 ugers skiinstruktørkurset, og selv stå for alle de andre ting som bolig, transport, liftkort, job, osv. Så er prisen i stedet 8.500 DKK.

I Canada og Japan er prisen 39.950 DKK, hvor du får en international godkendt instruktøruddannelse, flybillet (tur/retur) til destinationen, og garanti for job inkl. bolig og liftkort.

Som udgangspunkt kan du leve af jobbet som skiinstruktør, så du behøver ikke nødvendigvis at have ekstra lommepenge med, når du først har betalt for at komme af sted.

Spørgsmål: Hvad får jeg i løn som skiinstruktør?

Svar: Lønnen svinger fra land til land. I nogle lande får du bolig som en del af lønnen. Andre steder får du højere løn, men så modregnes der i stedet for boligen. Din løn svinger afhængig af, hvor mange timer du arbejder. Arbejde du mere end aftalt, får du ekstra løn og omvendt. Arbejdstider er normalt 6 timer om dagen, 6 dage om ugen.

Her er eksempler på løn til 1.års skiinstruktør med niveau 1-uddannelsen:

  • Østrig: 6.000 DKK + betalt bolig.
  • Japan: 12.000 DKK (bolig modregnes med ca. 3.000 DKK).
  • Canada: 12.000 DKK (bolig modregnes med ca. 3.000 DKK).

Spørgsmål: Skal jeg have mine egne ski og mit eget skitøj med?

Svar: Ja, du står selv for alt udstyr, når du er på skisæson som instruktør.

Her er det en rigtig god ide at have udstyret på plads inden afrejse. Skiinstruktor.dk har et samarbejde med Surf & Ski, hvor vi tilbyder nogle rigtig gode og billige udstyrspakker, tilpasning af støvler samt ekspertrådgivning fra personalet.

Min klare anbefaling er, at du har et par skistøvler, som virkelig passer godt. Du skal have dem på 6-8 timer om dagen i 3-4 måneder. Hjelm og rygskjold er ligeledes et must, da du skal passe på sig selv.

Samtidig er det fedt både at have et par pisteski til at undervise på, og et par offpisteski til, når du skal lære at køre dyb puddersne.

Skijakke og skibukser får du af skiskolen, men det kan være rart for dig at have dit eget skitøj, når du har fridage. Så kan du være lidt anonym på bjerget og bare nyde sneen uden alle andre kan se, at du er skiinstruktør.

Spørgsmål: Hvornår skal jeg senest ansøge, hvis jeg gerne vil afsted allerede den kommende vinter?

Svar: Canada er uden tvivl det sværeste land, da der er et begrænset antal arbejdsvisummer til Danmark. Det foregår sådan, at når vi har ansøgt, så kommer du i en pulje, hvor der løbende trækkes lod om pladserne. Det er ikke noget, vi har nogen indflydelse på.

Japan er lidt nemmere, men kræver også visum. De ansætter allerede næste års instruktører i maj/juni. Østrig er lidt nemmere, men igen så fungerer jobs efter først til mølle princippet. Hvis du kommer i oktober og gerne vil have job i december, så skal du være heldig for at få job.

Hos os anbefaler vi, at du tilmelder dig så snart, du har bestemt sig, da det øger chancerne markant for enten at få visum, eller at du kan være med til at vælge skiskolen.

Spørgsmål: Hvad med SKAT? Skal jeg betale skat i Danmark eller i det land, hvor jeg arbejder?

Svar: Normalt er du fritaget fra SKAT i Danmark, når du arbejder i udlandet for en udenlandsk arbejdsgiver. Du betaler i stedet skat i det pågældende land.

Men det er en god ide selv at tjekke op på det, f.eks. i forhold til SU.

Spørgsmål: Hvis jeg bliver træt af jobbet som skiinstruktør, kan jeg så sige op midt i sæsonen?

Svar: At være skiinstruktør er helt som med andre jobs, hvor du har et ansættelsesforhold med skiskolen. Så ja, du kan sige op før tid, men f.eks. kan du have 14 dages opsigelsesperiode.

Generelt er min erfaring, at det hverken er i skiskolens eller skiinstruktørens interesse at have en ansat, som gerne vil stoppe. Normalt er det derfor ikke et problem sige op med meget kort varsel. Det stiller dog skiskolen i en dum situation, da de har ansat det personale de har brug for. Du skal også være opmærksom på, at liftkort, bolig osv. også ophører, da det er en del af ansættelsen i skiskolen.

Læs mere om en sæson som skiinstruktør her

Tak til Anders Olesen for de udførlige og forhåbentlig brugbare svar.

Menu