Skirejser med fly er populære blandt skiglade danskere, men mange foretrækker alligevel at køre på skiferie i egen bil.

Men hvad er billigst?

Skirejser med fly eller skirejser i egen bil?

Vi har sammenlignet udgifter for henholdsvis transport med fly og transport i egen bil.

Hvad er billigst? Her er det korte svar!

  • Hvis du kører alene, er kør-selv skiferie altid dyrere end skiferie med fly.
  • Hvis I er to personer i bilen, koster transporten omtrent det samme, uanset om I flyver eller kører i egen bil. Hvis I ikke skal have egne ski med, er flyet billigst.
  • Hvis I er tre personer i bilen, er kørsel i egen bil ofte billigst. Med mindre I skal til Frankrig, og ikke skal have egne ski med i flyet.
  • Hvis I er fire personer i bilen, er kør-selv skiferie altid den billigste løsning.

Sådan har vi beregnet udgifterne

I vores regnestykker, tager vi udgangspunkt i skirejser fra henholdsvis Aarhus og København til tre populære destinationer i Alperne, nemlig Wagrain (Østrig), Val Thorens (Frankrig) og Canazei (Italien).

Skirejser til Norge og Sverige har vi ikke regnet på. Her er kørsel i egen bil ofte både den billigste og den eneste mulige transportform.

Vi har kun regnet på selve transportudgifterne. Ophold og indkvartering har vi ikke medregnet.

Så meget koster det at flyve på skiferie

Flytransport+transfer, tur/retur: 2.500,-
Transport af ski, tur/retur: 400,-
Samlet udgift pr. person: 2.900,-

Forudsætninger for beregning af udgifter til flytransport

Vi har tjekket prisforskelle på henholdsvis skirejser med fly og skirejser med egen transport hos to af de største danske skirejsebureauer, Højmark Rejser og Danski.

Merprisen for skirejser med flytransport (i forhold til egen transport) svinger mellem 2.000 og 2.700 kroner pr. person. Den ekstra udgift for flytransport er lavest i lavsæsonen, og højest i højsæsonen.

Det gælder uanset om, skituren går til Wagrain, Val Thorens eller Canazei.

Afrejselufthavn (Kastrup, Billund eller Aalborg) har heller ikke nævneværdig betydning for prisen.

Udgifter til bustransfer fra lufthavn til skisportssted og retur er medregnet i udgifterne.

Vi har også tjekket priser på rutefly og privat transfer (taxa eller minibus) booket uden om danske skirejsebureauer. Den mulige besparelse er beskeden, og flytiderne er ikke optimale for dig, der gerne vil have mest mulig tid på pisterne.

Vi regner med et tillæg på 400 kroner, hvis du skal have dine egne ski med i flyet, både ud og hjem.

Så meget koster det at køre på skiferie

Kørsel, Aarhus Wagrain (2.644 km)

Brændstof: 1.718,- (2.644 km á 0,65 kr.)
Slid/værditab: 2.644,- (2.644 km á 1 kr.)
Motorvejsmærkat: 70,-
Samlet udgift pr. bil: 4.432,-

Pris pr. person ved 1 person i bilen: 4.432,-
Pris pr. person ved 2 personer i bilen: 2.216,-
Pris pr. person ved 3 personer i bilen: 1.477,-
Pris pr. person ved 4 personer i bilen: 1.108,-

Kørsel, Aarhus Val Thorens (3.210 km)

Brændstof: 2.086,- (3.210 km á 0,65 kr.)
Slid/værditab: 3.210,- (3.210 km á 1 kr.)
Motorvejsafgifter: 400,-
Samlet udgift pr. bil: 5.696,-

Pris pr. person ved 1 person i bilen: 5.696,-
Pris pr. person ved 2 personer i bilen: 2.848,-
Pris pr. person ved 3 personer i bilen: 1.898,-
Pris pr. person ved 4 personer i bilen: 1.424,-

Kørsel, Aarhus Canazei (2.780 km)

Brændstof: 1.807,- (2.780 km á 0,65 kr.)
Slid/værditab: 2.780,- (2.78 km á 1 kr.)
Motorvejsmærkat: 70,-
Samlet udgift pr. bil: 4.657,-

Pris pr. person ved 1 person i bilen: 4.657,-
Pris pr. person ved 2 personer i bilen: 2.328,-
Pris pr. person ved 3 personer i bilen: 1.552,-
Pris pr. person ved 4 personer i bilen: 1.164,-

Kørsel, København Wagrain (2.368 km)

Brændstof: 1.539,- (2.368 km á 0,65 kr.)
Slid/værditab: 2.368,- (2.368 km á 1 kr.)
Færgebilletter: 1.500,-
Motorvejsmærkat: 70,-
Samlet udgift pr. bil: 5.477,-

Pris pr. person ved 1 person i bilen: 5.477,-
Pris pr. person ved 2 personer i bilen: 2.738,-
Pris pr. person ved 3 personer i bilen: 1.825,-
Pris pr. person ved 4 personer i bilen: 1.369,-

Kørsel, København Val Thorens (3.168 km)

Brændstof: 2.059,- (3.168 km á 0,65 kr.)
Slid/værditab: 3.168,- (3.168 km á 1 kr.)
Færgebilletter: 1.500,-
Motorvejsafgifter: 400,-
Samlet udgift pr. bil: 7.127,-

Pris pr. person ved 1 person i bilen: 7.127,-
Pris pr. person ved 2 personer i bilen: 3.563,-
Pris pr. person ved 3 personer i bilen: 2.375,-
Pris pr. person ved 4 personer i bilen: 1.781,-

Kørsel, København Canazei (2.570 km)

Brændstof: 1.670,- (2.570 km á 0,65 kr.)
Slid/værditab: 2.570,- (2.570 km á 1 kr.)
Færgebilletter: 1.500,-
Motorvejsmærkat: 70,-
Samlet udgift pr. bil: 5.810,-

Pris pr. person ved 1 person i bilen: 5.810,-
Pris pr. person ved 2 personer i bilen: 2.905,-
Pris pr. person ved 3 personer i bilen: 1.936,-
Pris pr. person ved 4 personer i bilen: 1.452,-

Forudsætninger for beregning af udgifter til kørsel i egen bil

Vi antager, at du allerede har bil, og selv betaler alle udgifter til bilen. Hvis du har firmabil med fri kørsel i hele Europa, er det naturligvis oplagt at køre på skiferie.

Vi forudsætter, at din bil kører cirka 15 kilometer på en liter brændstof. Med tagboks på taget og kvik kørsel på Autobahn, er det formodentlig et optimistiskt gennemsnit på tværs af benzin- og dieselbiler.

Brændstofpriserne svinger en del. De er oftest lavest i Danmark, og højest langs den tyske Autobahn. I vores eksempler, tager vi udgangspunkt i en gennemsnitspris på 10 danske kroner for én liter brændstof.

Slid og værditab har vi sat til én krone pr. kilometer. Det lyder måske højt, men tallet dækker over både slid på dæk, slid på bil og øget værditab. Tallet på en krone pr. kilometer passer også fint for en gennemsnitlig leasingbil, eksempelvis en VW Golf.

Vi har brugt Google Maps til at måle afstande fra Aarhus og København til henholdsvis Wagrain, Val Thorens og Canazei.

Jyder og fynboer kører hele vejen.

Københavnere, der skal til Wagrain og Canazei sejler med Scandlines fra Gedser til Rostock (og retur). Københavnere på vej ned til eller hjem fra Val Thorens sejler via Rødby-Puttgarden.

Færgebilletterne købes online på Scandlines.dk et par dage før afrejse og koster cirka 750 danske kroner i gennemsnit (enkeltbillet for personbil).

Vi ved, at der kan købes billigere billetter, hvis du booker mindst 14 dage før afgang. I praksis får de færreste af os fat i de billigste færgebilletter.

Vi har ikke medregnet udgifter til mad og drikke undervejs. Dit valg af transportformen betyder næppe det store for den udgiftspost.

Afstande fra Aarhus og København til Alperne

I vores regnestykker har vi taget udgangspunkt i følgende afstande:

Fra Aarhus til Wagrain: 2 x 1322 km
Fra Aarhus til Val Thorens: 2 x 1605 km
Fra Aarhus til Canazei: 2 x 1390 km
Fra København til Wagrain: 2 x 1184 km
Fra København til Val Thorens: 2 x 1584 km
Fra København til Canazei: 2 x 1285 km

Læs også: Afstande og transporttider til populære skiområder

Hvis du gerne vil have nye skiferietips tilsendt hver måned, så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.