Alpina-Magnum-Optic-skibriller

Erfaringer med Alpina Magnum Optic ski goggles

Du kender det sikkert godt. Du har kigget dybt i tegnebogen og købt et par nye googles og glæder dig til at prøve dem af på pisterne. Men glæden bliver hurtigt vendt til skuffelse, når du konstaterer, at dine nye smarte skibriller måske nok ser flotte ud, men alt for hurtigt dugger til og slører dit syn, hvilket ikke just var formålet.

Gennem de sidste 20 år har jeg efterhånden prøvet et utal af skibriller (altså “ski goggles”). Jeg havde egentlig opgivet jagten på et par gode dugfri goggles og indstillet mig på, at snevejr og tågede dage automatisk var lig med duggede skibrilleglas, nedsat sigtbarhed og lidt mindre skiglæde end ellers.

Tilbud på Alpina goggles hos Sportmaster

Men det var kun indtil den lokale Sportmaster butik på Søborg Hovedgade præsenterede mig for et par Alpina Magnum skibriller. Jeg har generelt ikke den store tiltro til ekspedienter rundt omkring i danske detailbutikker, ofte er de i højere grad sælgere end rådgivere, så det var med en smule usikkerhed, at jeg hostede op med 599 kroner (der var tilbud på Alpina skibrillerne i butikken i den pågældende uge) for et par sorte Alpina Magnum ski googles. Normalprisen var vist 900 kroner.

Sportmasters ekspedient forklarede godt nok, at det dobbelte orange glas både ville reducere duggen og forstærke sneens konturer, men et er ord, noget andet virkelighedens test.

Alpina Magnum skibriller på pisten

Og mine nye Alpina briller blev i allerhøjeste grad testet under min efterfølgende skitur til Wagrain i Østrig. Vi var afsted på en forlænget weekend (i alt 4 dage på ski) og vi så ikke solen i de 4 dage. Det sneede vel 50-75 centimeter i løbet af de 4 x 24 timer. Og da Wagrains pister ligger i højder mellem 1.000 og 2.000 meter over havet, så var det ofte en kombination af sne og slud, som ramte os skiløbere og vores briller.

Netop slud plejer at være en sej modstander for de fleste ski googles, som hurtigt dugger til på indersiden og sjapper til på ydersiden. Og hvis der så af og til lægges et uplanlagt styrt oveni, så ender brillerne ofte med at blive så slørede, at de snarere forringer end forbedrer udsynet på vej ned ad pisterne.

Men mine nye Alpina Magnum Optic googles bestod i høj grad den praktiske test på pisterne. Mens mine skikompagnoner beklagede sig over deres udvalg af skibriller og googles, så kunne jeg til min store glæde (og delvise overraskelse) konstatere, at mine nye Alpina skibriller holdt sne, slud og tåge ude, men slap pisternes og sneens konturer ind, så jeg klart kunne se, hvor skiene med fordel kunne peges hen – og endnu vigtigere, hvor det var bedst at styre udenom.

Konklusion på min test af skibriller

Så med andre ord – hvis du også har forsøgt dig med forskellige skibriller og indtil videre har ledt forgæves efter et dugfrie skibriller, som giver sneen god kontrast i tåge og snevejr, så overvej at investere 600-900 kroner i Magnum skibriller fra Alpina.

Jeg har en mistanke om, at det er den såkaldte “Quattroflex” linse med “Polarized” systemet, som gør forskellen. Der findes formodentlig også andre udgaver af Alpina goggles med Quattroflex linser. På æsken til mine står der “Lens: QL hicon S2” og Alpinas eget varenummer er “A7014031”.

Min udgave af Magnum Optic brillerne fra Alpina er pt. på tilbud her hos Sportmaster for 700 kroner.

Menu