Justerbare skistøvler til børn – Roces Idea Up/Free

Jeg foretrækker at købe ski og skistøvler til mine børn frem for at leje dem.

Det giver mindre tidsspilde i skiudlejningen og mere tid på pisterne, både på skiferiens første og sidste dag, og især på 1-dags ture til eksempelvis Vallåsen og Isaberg.

Desuden kan jeg i danske skibutikker altid få kompetent hjælp til at vælge det rigtige udstyr.

Det er ikke altid tilfældet i skiudlejninger på skisportssteder, hvor det ofte er unge og uerfarne ekspedienter, som langer lejede ski og skistøvler over disken.

Ulempen ved at købe især skistøvler til børn, er at børns fødder vokser hurtigt. Ofte skal der købes nye børneskistøvler hver vinter.

I år var de brugte børneskistøvler på DBA.dk enten for store, for små, for slidte eller for dyre.

Jeg valgte derfor at købe et par Roces Idea 6-i-1 skistøvler til min søn og lade ham være testkanin under familiens nytårsskiferie i Sälen.

Roces Idea Free Skistøvler til børn

Roces Idea Free 6-in-1 skistøvler, Sort/Grøn. Forhandles bl.a. hos SkatePro.dk // Foto: Skiferietips.dk

Efter en uges skiløb er konklusionen klar.

Min søn var glad for sine nye Roces Idea Free 6-i-1 skistøvler.

De var behagelige og holdt hans fødder varme, også i temperaturer under minus 10 grader.

Fordele ved justerbare skistøvler til børn

Som forælder er jeg også glad, da jeg ser følgende fordele ved justerbare skistøvler til børn:

  • Justerbare skistøvler til børn kan nemt købes på nettet, selvom du er usikker på størrelsen.
  • Støvlerne kan nemt justeres, også midt på pisten, hvis dit barn pludselig beklager sig over, at støvlen strammer.
  • Justerbare skistøvler til børn kan bruges af samme barn i tre eller fire sæsoner.
  • Der er ofte forskel på størrelsen af et barns højre og venstre fod. I nogle tilfælde er forskellen så stor, at de egentlig burde have forskellig støvlestørrelse på henholdsvis højre og venstre fod. Det klares nemt med en justerbar børnestøvle fra Roces.
  • Du får en bedre kvalitet i et par justerbare børneskistøvler til 1.000 kroner end i tre par ikke-justerbare børneskistøvler til samlet 2.000 kroner.
  • Justerbare støvler er sandsynligvis nemmere at sælge igen, fordi de passer til et større antal mulige købere.

Læs også: Sådan vælger du de rigtige ski til børn

Fakta om Roces Idea 6-in-1 skistøvler

Tre forskellige størrelser

De justerbare børneskistøvler fra Roces sælges i tre forskellige størrelser, der dækker fra 16,5 mondopoints (~ skostørrelse 25) til 25,5 mondopoints (~ skostørrelse 40).

Størrelserne er:

  • 16,5-18,5 Mondopoint (kan justeres til størrelser fra 25 til 29) med sållængde på 223 mm.
  • 19-22 Mondopoint (kan justeres til størrelser fra 30 til 35) med sållængde på 255 mm.
  • 22,5-25,5 Mondopoint (kan justeres til størrelser fra 36 til 40) med sållængde på 292 mm.

Justeres nemt

Størrelsen på Roces Idea Free-skistøvlerne justeres nemt med den medfølgende “justeringsnøgle”. Det tager højest 2 x 15 sekunder.

Roces Idea Free Justering

Drej og klik. Det tager højest 2 x 15 sekunder at justere støvlestørrelsen // Foto: Skiferietips.dk

Længden på undersiden af støvlens sål ændres ikke. Der er hælkappen og en membran i inderstøvlen, som kører frem og tilbage.

Forhandlere af Roces Idea Free skistøvler til børn

De testede Roces Idea Free skistøvler til børn forhandles i Danmark hos netbutikkerne SkatePro.dk og Nordic-Sport.dk.

De to mindste størrelser (str. 25-29 og 30-35) hedder Roces Idea Up og koster cirka 1.000 kroner. Den største størrelse (str. 36-40) hedder Roces Idea Free og koster cirka 1.100 kroner.

Se aktuelle priser hos SkatePro.dk

PS. Full Tilt laver også justerbare skistøvler til børn. Dem har vi ikke testet, men du kan læse mere om dem på Surfline.dk.