Saalbach Pistekort

Om Saalbach-Hinterglemm | Pistekort | Lejligheder | Hoteller | Kør selv | Billeder | Vejr/webcams

Find rejser til Saalbach hosDansk Bilferie | Danski | Nortlander | Skiferie.dk | SKILINK | Slopestar | SlopetrotterThinggaardSnowtours

Pistekort Saalbach-Hinterglemm

Nedenfor kan du se det nyeste pistekort for “Skicircus Saalbach Hinterglemm Leogang Fieberbrunn”.

Pistekort Saalbach

Saalbach pistekort (Klik på billedet for at se pistekortet i fuld størrelse)

Her finder du indkvartering lige ved liften eller pisten:
Hotel Pinzgauerhof – 48 skridt fra elevatoren, der kører op i Reiterkogelbahns dalstation
Pension Norika – 250 meter fra Schattberg Xpress

Topmoderne liftsystem og MEGET brede pister

Saalbach-Hinterglemm byder på overraskende godt skiløb på områdets i alt 270 kilometer pister.

Liftsystemet er topmoderne og består af 29 gondollifter, 22 stolelifter og blot 19 træklifter.

Næsten al skiløbet foregår “nede” i højder mellem 1.000 og 2.000 meter over havets overflade, men Saalbach-Hinterglemms mere end 70 pistemaskiner og 1.000 snekanoner sikrer et godt snedække fra slutningen af december og i hvert fald tre måneder frem.

Højdeprofil Saalbach Hinterglemm

Højdeprofil for en dags skiløb i Saalbach-Hinterglemm.

Mange af pisterne i Saalbach-Hinterglemm er ekstraordinært brede.

De blå pister “31” og “32” langs Hasenauer-stoleliften nær Hinterglemm er over 100 meter brede. Det er muligvis europarekord.

Det trækker også op i vurderingen af Saalbach-Hinterglemm som skiområde, at meget af skiløbet foregår under trægrænsen.

Kontrasten mellem hvid sne og mørk skov gør, at det også på snevejrsdage er sjovt at stå på ski i området.

Et 7-dages liftkort til alle Saalbach-Hinterglemms lifter koster godt og vel 2.000 danske kroner.

Liftkortet er billigere først og sidst på sæsonen, og der er store rabatter til børn.

Se alle liftkortpriser på denne side på Saalbach.com.

Børnebakker i Saalbach-Hinterglemm

Saalbach-Hinterglemm Boernebakker

Selvom Saalbach-Hinterglemms turistbureau sikkert påstår noget andet, er Saalbach-Hinterglemm ikke et perfekt skiområde for mindre børn.

Antallet af træklifter er begrænset, og børnebakkerne er få og små.

Hvis du insisterer på, at familiens skiferie skal holdes i et stort skiområde i Østrig, er Saalbach-Hinterglemm dog et af de bedste og mest børnevenlige skirejsemål.

Børn, der selv er gamle nok til at slæbe deres ski om bord i en gondollift, vil sandsynligvis elske den brede blå piste under Bernkogel-gondolen nær Saalbach.

Som forælder vil du også sætte pris på, at bjergene omkring Saalbach-Hinterglemm er relativt små og blide. Der er kun få klippeskrænter og ingen gletsjerspalter.

Med mindre du vælger indkvartering et godt stykke væk fra centrum af Saalbach og Hinterglemm, er der dog næppe 100% nattero før langt ud på natten. I vintersæsonen er der glade og berusede gæster i Saalbach-Hinterglemms gader næsten hele døgnet rundt.

Snowparks i Saalbach-Hinterglemm

Saalbach-Hinterglemm er ikke den rigtige destination til dig, der jagter udfordrende rail setups og store kickers.

Saalbach og Hinterglemm har en håndfuld mindre snowparks forskellige steder i området, men de blegner fuldstændig i forhold til den kæmpestore Absolut Park i Flauchauwinkl og de store snowparks i Ischgl og Sölden.

Der ligger en lille snowpark under Unterschwarzach-gondolen i Hinterglemm og en begynderpark nær Bernkogelbahn i Saalbach.

Bedste pister i Saalbach-Hinterglemm

Saalbach-Hinterglemm Bedste Pister

Der er aldrig langt mellem gode pister i Saalbach-Hinterglemm, men min personlige favorit er den blå piste “46” under Bernkogelbahn nær Saalbach.

Det ville muligvis være sejere at anbefale en rød eller sort piste, men faktum er, at jeg under mit besøg i Saalbach havde det allersjovest de tre gange i træk, hvor jeg tog Bernkogelbahn op og den blå piste “46” ned.

Vend skispidserne mod dalen og gør dig klar til 500 højdemeter med dit livs måske allerbredeste carvingsving.

Slip bremsen, kant skiene og mærk centrifugalkraften, når den er allersjovest.

Pisten er så bred og regulær i sit forløb, at du kan give fuld gas uden at sætte eget eller andres helbred på spil.

Det er stunder som disse, der gør skiferie til verdens bedste ferieform og placerer Saalbach højt på min personlige liste over favoritdestinationer. (Bonusinfo: Val GardenaLivignoTrysil og Hemsedal ligger også højt på samme liste).

Off-piste i Saalbach-Hinterglemm

Saalbach-Hinterglemm Off Piste

Med bjergtoppe, der kun få steder rækker mere end to kilometer i vejret, er Saalbach-Hinterglemm ikke prototypen på en perfekt destination til pudderjægere.

Efter at Fieberbrunn via massive investeringer i nye lifter og pister blev koblet sammen med Saalbach-Hinterglemm, er området dog også blevet attraktivt for skiløbere, der lever og ånder for knædyb puddersne.

I området mellem Fieberbrunn og Hinterglemm, er der – når vejrguderne tillader det – gode muligheder for både udfordrende og underholdende off-piste skiløb, tæt på liften, men tilpas langt væk fra både pøbel og pistemaskiner.

Også fra Zwölferkogel-toppen er der gode off-piste muligheder, direkte fra liften eller efter et kort hike.

Når der meldes om puddersne i Saalbach-Hinterglemm, får du de allerbedste odds for et fantastisk puddereventyr ved at hyre en lokal bjerguide. Læs mere og find kontaktinfo på denne side på Saalbach.com.

Er Saalbach-Hinterglemm snesikkert?

Højtbeliggende østrigske skiområder som Sölden, Ischgl og Obertauern er alle mere snesikre end Saalbach-Hinterglemm.

I januar, februar og marts, kan du dog trygt booke skiferie til Saalbach-Hinterglemm uden at sove dårligt i nætterne op til ankomst.

I perioder kan der være varmt og slushy på Saalbach-Hinterglemms pister, men med god hjælp fra pistemaskiner og snekanoner, skal der blot et par nætter med frostvejr til, før pisterne igen er gode at køre på.

Personligt ville jeg dog ikke turde booke juleferie eller sen påskeferie i Saalbach eller Hinterglemm. I stedet ville jeg tage til Norge eller Sverige eller til et højtbeliggende skisportssted i Alperne.

Menu