Se skistøvler hos Skiwear4u.dk | SkatePro.dk | BlackSnow.dk | SnowFun

Guide til valg og køb af skistøvler

Jørgen Pedal Nielsen SnowFun

Et par gode skistøvler er alfa og omega, hvis din skiferie skal være en god oplevelse for både dig og dine fødder. Læs vores guide til køb af skistøvler og få flere fornøjelige timer på bjerget.

Vi har krydret denne artikel med eksperttips fra den uofficielle danmarksmester i skistøvler, Jørgen ”Pedal” Nielsen fra www.snowfun.dk i Roskilde.

(Læs også om vores test af Fisher Vacuum Fit skistøvler).

Naboens nye skistøvler passer ikke til dig

Dine fødder er unikke. Den skistøvle, som passer din nabos fødder, passer ikke nødvendigvis til dine. Det er derfor vigtigt, at du vælger dine nye skistøvler med omhu.

Hvis ekspedienten i din lokale skibutik tager et par nye støvler ned fra hylden uden først at kaste et grundigt blik på dine fødder, så bør du som minimum overveje at tilkalde stedets skistøvlespecialist eller måske endda beslutte at købe dine skistøvler et helt andet sted.

En kompetent sælger af skistøvler starter altid med at hive sko og sokker af dig, så dine fødders størrelse og facon kan analyseres nærmere.

Det er nemlig dine fødders mål og former, der sammen med din højde, kropsvægt, kørestil og erfaring, hjælper den dygtige skistøvlesælger med at pejle sig ind på den eller de støvlemodeller, som passer bedst til dig.

Hvor hård skal skistøvlen være?

En skistøvles hårdhed angives ved hjælp af et ”flex index”.

Skistøvle fleks-skalaen spænder fra 30 til 150. Skistøvler til kvinder har normalt et fleks-tal på 60-80, mens de fleste herrestøvler ligger mellem 80 og 110 i flex.

Selvom næsten alle producenter bruger dette indeks til at kategorisere deres forskellige modeller, så kan der sagtens være forskel på stivheden af eksempelvis en Lange Flex 90 og en Salomon Flex 90 skistøvle.

Det er derfor vigtigt, at du ikke stirrer dig blid på et specifikt flex-tal, men i stedet lytter til ekspedientens anbefalinger om hvilke alpinstøvler, der passer bedst til din højde, drøjde og kørestil.

Høje og/eller kraftige skiløbere har almindeligvis brug for en stivere støvle end lave og lette skiløbere.

Hvis du er konkurrenceskiløber, så skal du typisk op og have en Race-flex støvle med flex-index på 130 og opefter.

En tyk, en tynd, en høj, en lav

Bredde på skistøvler måles typisk i mm (millimeter) og skistøvlers bredde svinger fra ultra-smalle 92 mm til big-foot størrelser på op til 110 mm.

En gennemsnitlig fod kræver typisk en bredde på skistøvler på 100 til 104 mm.

En smal fod passer normalt bedst i en skistøvle, der er under 100 mm bred.

Modsat matcher en bred fod ofte bedst en støvlebredde på mindst 104 mm.

Det er dog ikke kun din fods bredde, som du skal være opmærksom på.

Dine nye støvler skal passe til både fod og læg, så hvis du har små fødder og store lægge eller omvendt, så vil det ofte kræve en ekstra indsats at finde et par gode skistøvler, der både føles behagelige og er gode ude på pisten.

Skræddersyede skistøvler og såler

Hvis hyldevaren ikke passer til dine fødder, så er der heldigvis hjælp at hente i udvalgte skisportsbutikker.Udstansede Såler

Hos SnowFun.dk i Roskilde har de gennem årerne opbygget en større maskinpark, som kan skræddersy både skisåler, inderstøvler og støvleskaller til næsten enhver tænkelig skiløberfod.

Der er især stor efterspørgsel efter de skræddersyede skisåler, som både i Danmark og udlandet sælges under navnet ”ConForm’able Snow”.

For 600 kroner får du et par individuelt tilpassede såler, som understøtter hele din fods flade og dermed giver dig bedre kontrol og fuld kraftoverførsel fra fod til støvle og videre til ski og piste.

Det er også muligt at få udstanset 100% individuelt tilpassede indlægssåler til dine skistøvler (eller løbesko, fodboldstøvler, osv)..

Glem alt om farven!

Indrømmet. Lidt forfængelige er vi vel alle sammen. Men lige præcis når det drejer sig om valg af skistøvler, bør du styre din forfængelighed og glemme alt om yndlingsfarver og modetendenser.

Typisk findes hver enkelt model kun i én farve, og her bør det gode skiløb vinde over dine farveønsker.

Vælg den skistøvle, som passer til din fod – ikke til dit skitøj.

Hvornår er det bedst at købe skistøvler?

Hvis du vil have det største udvalg af skistøvler at vælge imellem, så begynd jagten på skistøvler allerede i oktober måned, når den kommende vintersæsons nye modeller bliver stillet op på hylderne rundt omkring i landets skibutikker.

I oktober og november måned er det samtidig lettere for skibutikkerne at finde den nødvendige tid til at give dig kompetent rådgivning om køb af skistøvler.

Hos skibutikken www.SnowFun.dk i Roskilde har indehaver Jørgen ”Pedal” Nielsen valgt at holde åbent alle ugens syv dage i højsæsonen i et forsøg på at undgå alt for lang ventetid på de altid meget travle lørdage.

En grundig ekspedition i forbindelse med salg af skistøvler tager typisk en times tid. Sørg derfor for at afsætte god tid til dit skistøvlekøb.

Sådan vedligeholder du dine skistøvler

Hvis du ønsker at holde dine skistøvler i god form, både bogstaveligt talt og i overført betydning, så er det vigtigt, at du passer godt på dem.

Når dagens skiløb er forbi, bør du tage inderstøvlerne ud, så de kan tørre ordentlig. Hvis du har været ude og stå på ski i fugtigt forårsvejr, så er det endnu vigtigere.

Skistøvler kan også blive jordslåede – og tilsat sure tæer, kan det hurtigt blive en ildelugtende cocktail!

Du kan med fordel bruge en støvletørrer til at få bugt med den værste fugt i inderstøvlerne. Undgå dog at bruge de varmerør, som du finder i en del skikældre rundt omkring i Europa. Anskaf i stedet en støvletørrer, som er beregnet til 12 eller 220 volt og som har en effekt på 6-8 watt, så undgår du nemlig, at inderstøvler og såler deformeres af den kraftige varme, som skikælderens indbyggede skistøvletørrer ofte udsætter dine støvler for. Se eksempel på god støvletørrer her.

Transport af skistøvler

Når dine skistøvler ikke er i brug, er det en god idé at sørge for, at støvlerne er løsspændt i yderste position, så skistøvlen holder faconen så godt som muligt.

Husk i øvrigt, at kolde skistøvler kan være næsten umulige at få på, så hvis du skal på skiferie i egen bil, bør du sørge for at få skistøvlerne ned fra tagboksen og om i bagagerummet. Hvis du husker dette, så slipper du for at bruge den første halve time af din skiferie på at tø dine skistøvler op.

Klassiske fejl ved køb af skistøvler

Når Jørgen “Pedal” Nielsen fra SnowFun rådgiver kunder eller holder kurser for branchekollegaer omkring valg af skistøvler, er en af hans kæpheste, at kunden kun skal have begrænset indflydelse på valg af støvler.

Når kundens anatomi er tjekket og der er spurgt ind til kundernes erfaring og ambitionsniveau, er det i høj grad op til ekspedienten at udvælge de 2-3 par skistøvler, som er relevante for den pågældende kunde. Kunden skal ikke selv have lov til at pege på de flotteste eller billigste skistøvler, men i stedet præsenteres for de bedste skistøvler (som for øvrigt langtfra altid er de dyreste).

Derudover har mange ekspedienter en tendens til at være for eftergivende, når kunder beklager sig over at de nye skistøvler sidder for stramt.

Skistøvler skal sidde stramt. Hvis en test af skistøvlen uden inderstøvle bekræfter, at der er plads til både fod og et par fingre, så er det snarere tilpasning af inderstøvle eller udblokning af skallen, som bør overvejes.

Det er i hvert fald ikke en løsning blot at købe skistøvlen et nummer større i stedet.

Hvert år er der desværre mange skiløbere, som får komplicerede brud nede i selve skistøvlen, fordi den har været for stor og for løs.

Test af skistøvler

Den bedste test af skistøvler er den, som du selv foretager ude på pisten.

Først når du er ude på bjerget kan du for alvor sikre dig, at du har valgt rigtigt. Der er dog flere skimagasiner og online medier, som har testet skistøvler. Tag altid resultatet af en test af skistøvler med et gran salt. Bare fordi skistøvlen passer godt til testerens fod, så passer den skistøvle ikke nødvendigvis godt til din fod. Husk også, at det ikke altid fremgår om, det er skistøvleproducenten selv, som har sponsoreret testen.

Husk i øvrigt altid at tjekke hos din forhandler af skistøvler, hvilken form for garanti, der gives i forbindelse med køb af skistøvler.

Den danske forbrugerlovgivning giver dig ikke ret til at bytte et par skistøvler blot fordi de ikke passer til dine fødder. Hvis skibutikken tilbyder en form for ”pasningsgaranti”, så er du bedre stillet, hvis du under skiferien opdager, at støvlerne ikke passer som forventet.

Billige skistøvler

Hvis dit budget er skrabet og du ønsker billige skistøvler, så jagt et udsalg på skistøvler. Typisk kan du i februar og marts finde gode tilbud på skistøvler, som skiudstyrsbutikkerne sætter billigt til salg for at tømre lageret, inden skisæsonen slutter. I januar er derimod svært at finde et godt tilbud på skistøvler, da forhandlerne af naturlige årsager allerede har godt gang i salget.

Køb eller leje af skistøvler?

Hvis du for længst er hooked på alpint skiløb og har gjort skiferien til en fast del af din årlige feriekalender, så bør kraftigt overveje at købe dine egne skistøvler.

Dine ski kan du ofte med fordel leje på skisportsstedet (så du slipper for transport og løbende vedligehold), men et par gode skistøvler, der passer perfekt til dine fødder, vil være en investering, som du kommer til at glæde dig over mange gange.

Det er naturligvis muligt at leje skistøvler på skisportsstedet, men som det fremgår af denne artikel, er det ret usandsynligt, at ekspedienten i skiudlejningen kan nå at finde et par gode lejeskistøvler til dig. Ofte får du blot de nærmeste eller de dyreste.

Leje af skistøvler

Hvis du har besluttet dig for at leje skistøvler til din skiferie, så bør du leje dem på skisportsstedet. Udvalget af lejestøvler er typisk større end i din lokale sportsforretning, og du sikrer dig samtidig muligheden for at kunne bytte skistøvlerne til en anden størrelse eller en anden model, hvis de lejede skistøvler ikke passer.

Ofte har du mulighed for at leje med rabat igennem dit danske skirejsebureau, som typisk har rabataftaler med en eller flere skiudstyrsforretninger på destinationen. Undersøg om der skal bookes hjemmefra. Især i højsæsonen kan det være en god idé.

Skistøvler til børn

Det er ofte bedst at leje skistøvler til børn, da dine unger normalt kun kan bruge samme størrelse skistøvler i en sæson. Desuden har de fleste skibutikker med skiudlejning gode pakketilbud på samlet leje af børneski, børneskistøvler, skistave og skihjelm til børn. (Læs også: Skitøj til børn). Hvis du vælger at købe, så få kompetent rådgivning i en specialbutik, inden du finder tegnebogen frem.

Brugte skistøvler

Umiddelbart er brugte skistøvler ikke en god løsning. Kun hvis alternativet er leje af skistøvler og prisen på de brugte skistøvler er lav, så kan det være en idé at slå til alligevel. Du bør dog sikre dig, at de brugte skistøvler passer til dine fødder og i øvrigt er i god stand.

Her kan du hente inspiration til køb af skistøvler

  • Skiwear4u.dk (Fischer, Head og Rossignol skistøvler til både børn og voksne)
  • BlackSnow.dk
  • SkatePro.dk (Specialbutik med stort udvalg af Rossignol, Salomon, K2 og Nordica skistøvler til både herrer og damer)
  • SnowFun.dk (Har Danmarks måske største udvalg af skistøvler i deres fysiske skibutik i Roskilde, også store størrelser op til 50-52. Sælger ikke online.)

Hvis du gerne vil have nye skiferietips tilsendt hver måned, så tilmeld dig vores nyhedsbrev her. Du deltager samtidig automatisk i vores løbende lodtrækninger om gavekort til skirejser og skiudstyr. I 2016 trækker vi lod om rejsegavekort og skiudstyr til en samlet værdi af over 35.000 kroner.