Inden du vælger næste års skiferiedestination, så kast et blik på vores pistekort her på siden.

Vi har samlet pistekort fra de mest populære skirejsemål i Europa.

Samlet billedgalleri med 48 pistekort

(NB: Nedenstående pistekort ses bedst på tablet eller computer)

Officielle pistekort

Vores kort over pister og lifter er som udgangspunkt altid de officielle pistekort indhentet direkte fra de enkelte skiområder. Vi uploader pistekort i PDF format eller som JPEG/GIF filer. Hvis det er muligt, så viser vi kun pistekort i høj opløsning, så det er muligt at zoome ind og læse alle detaljer på det enkelte kort.

Pistekort med off-piste ruter

Normalt undlader skisportssteder i Østrig, Frankrig, Italien, Norge, Sverige og andre europæiske skisportslande at indtegne off-piste ruter på pistekort. Enkelte skisportssteder vælger at markere semi-officielle off-piste områder med stiplet linje for at indikere, hvor de besøgende med nogenlunde sikkerhed kan bevæge sig udenfor de afmærkede pister.

Pisternes sværhedsgrad – Skala

Grøn piste = Let piste for absolutte nybegyndere

Blå piste = Let piste for begyndere

Rød piste = Middelsvær piste

Sort piste = Meget svær piste

Åbningstider for lifter

Selvom en del af vores officielle pistekort indeholder informationer om åbningstider for skilifter i Østrig, Italien, Frankrig, Norge og Sverige, så er det altid en god idé at tjekke de aktuelle åbningstider for de lokale lifter på den officielle hjemmeside for skisportsstedet. I tilfælde af dårligt vejr eller manglende sne, så kan de faktiske åbningstider afvige fra dem, som er oplyst på det officielle kort over pister i området. Vær desuden opmærksom på, at tidspunktet for første og sidste tur med skiliften normalt svinger afhængig af, om det er høj- eller lavsæson og hvornår det bliver lyst/mørkt på det enkelte skisportssted.

Google Maps Pistekort

Henover sommeren 2013 har Google gjort oplysninger om skilifter tilgængelige på sit Google Maps kort. Dermed kan du både på din PC og via din Google Maps app se alle lifter på de mest populære europæiske skisportssteder indtegnet med stiplede linjer på Google Maps kortet.

Vi har testet pistekort på Google Maps og præcisionen er generelt rigtig god. Endnu er det dog ikke alle skiområder, som er dækket af de nye praktiske Google piste- og liftkort.

Standard for måling af længde på pister

Antallet af pistekilometer er et vigtigt konkurrenceparameter, når vi danskere skal lokkes til. Derfor ønsker de enkelte skisportssteder at kunne reklamere med så mange kilometer pister som overhovedet muligt.

En tysk undersøgelse (lavet af Christoph Schrahe) afslørede for nylig, at europæiske skisportssteder i gennemsnit overdriver med 34%, når antallet af pistekilometer opgivet på det nyeste pistekort sammenlignes med den faktiske længde af pisterne.

Eksempelvis måler nogle skisportssteder længden af skipister zig-zag ned ad pisten, mens andre lader brede pister tælle dobbelt.

Den internationale sammenslutning af liftoperatørforeninger (”Fédération Internationale des Associations Nationales d’Exploitants de Téléphériques” eller blot “FIANET”) har i mange år forsøgt at standardisere den måde, som længden af pister måles på.

I 2013 nåede foreningen til enighed om at anbefale skisportssteder at måle længden af pister i direkte linje ned gennem midten af pisten. Hvis en piste forgrener sig, så er det tilladt at tillægge sen reelle ekstra længde som forgreningen har, men igen målt ned midt gennem pisten.

Målt efter denne standard er det største europæiske skiområde det franske Les 3 Vallées (som består af områderne Val Thorens, Meribel og Courchevel). Les Trois Vallées kan ifølge den nye branchestandard for måling for pistelængde skrive 493 kilometer pister på det officielle pistekort uden at lyve.

Oplysninger om lifter og pister i OpenStreetMap format

Hvis du arbejder med websites eller på anden måde ønsker at integrere oplysninger om skilifter og pister i dine egne skræddersyede (piste)kort, så kan du benytte dig af OpenStreetMap formatet. Læs mere på http://osmand.net/.

Hvis du gerne vil have nye skiferietips tilsendt hver måned, så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.