På skiferie med gigt – Gode råd

Cirka 500.000 danskere tager hvert år på skiferie. Cirka 700.000 danskere har gigt.

I denne artikel kan du læse, hvordan du undgår, at en gigtdiagnose sætter en stopper for dine årlige vinterfornøjelser ude på pisterne.

Artiklen er skrevet med udgangspunkt i mine egne erfaringer med skiløb samt slidgigt i fingre og knæ.

Hvis der er skiløbere i dit netværk, som døjer med slidgigt, leddegigt eller andre gigtsygdomme, så del gerne denne artikel med dem.

Har du feedback til artiklen, så kan du skrive til os via vores kontaktformular. Du er også meget velkommen til at skrive en kommentar til indlægget på www.facebook.com/skiferietips.

Et par ord om gigt og fysisk aktivitet

Regelmæssig fysisk aktivitet kan både forebygge og mindske gigtramtes gener som eksempelvis smerter, svage muskler og nedsat funktionsevne i kroppens led.

En del gigtramte har, p.g.a. smerter, svært ved at motivere sig selv til at forblive fysisk aktive, efter de er blevet ramt af slidgigt eller leddegigt.

Her kan den knitrende sne under skiene, suset i skihjelmen og de mange dejlige stunder ude på bjerget være lige præcis den motivationsfaktor, der skubber smerten i baggrunden og genskaber glæden ved fysisk aktivitet. I hvert fald for en stund.

Alpint skiløb kan være hårdt for kroppen, men med den rette forberedelse, det rigtige udstyr og en smule omtanke, går gigt og skiferie fint i spænd.

Du er naturligvis nødt til at respektere de grænser som gigten sætter for dig.

Modsat hvad en del mennesker tror, er fysisk aktivitet som skiløb dog som udgangspunkt positivt i forhold til at forebygge og mindske gigtsymptomer.

Træning for skiløbere med gigt

Skitræning Øvelser til SkiferieEn god grundform, både i forhold til kondition og styrke, er vigtigt for alle skiløbere, men endnu vigtigere for skiløbere med gigt.

Hvis du har god kondi og god blodcirkulation, så trættes din krop og dine muskler langsommere. Du minimerer dermed presset på dine led og reducerer risikoen for overbelastning og skader.

Den gode form sikrer også, at din krop har nemmere ved at holde fingre og tæer varme på kolde dage ude på bjerget.

Som gigtramt kan du formodentlig nikke genkendende til ønsket om at undgå kolde fingre og kolde tæer for enhver pris. Kolde gigtramte led gør nas!

Det er desuden vigtigt at have god muskelstyrke omkring de led, som udsættes for de største fysiske påvirkninger i forbindelse med skiløb.

Derfor bør træning af eksempelvis knæ og hofter være en central del af dit træningsprogram op til vinterens skiferie. (Læs gode råd om skitræning her)

En skiskade som ung kan for øvrigt direkte eller indirekte være årsag til slidgigt mange år senere.

Sådan undgår du kolde fingre og stive knæ

Som gigtramt skiløber er det dog ikke nok med træning. Du er også nødt til at tænke lidt ekstra over dit indkøb af skitøj og skiudstyr. Især skiundertøj, skistøvler og skihandsker bør du vælge med omtanke.

Godt skiundertøj giver varme i fingre og tæer

Tilpas varmt skiundertøj er endnu vigtigere for gigtramte end for raske skiløbere, da godt skiundertøj er en forudsætning for at holde kroppen varm på kolde dage.

Hvis din krop føler sig kold, vil den i første omgang sikre, at der er tilstrækkelig med varme til dine livsvigtige organer (hjerte, lunger, osv). Hvis du har for lidt tøj på eksempelvis mave og ryg vil du derfor ofte opleve, at fingre og tæer bliver kolde.

For at undgå kulderelaterede gigtsmerter i dine yderste lemmer som eksempelvis hænder, fingre, fødder og tæer bør du derfor bruge tilpas varmt tøj til både over- og underkrop.

Hvis du fryser hænderne, er den rigtige løsning ikke nødvendigvis at købe varmere skihandsker. Indkøb af godt skiundertøj kan i mange tilfælde, og måske lidt overraskende, også give dig varme i fingrene.

Læs mere gode råd om valg af skiundertøj eller skitøj.

Gode skistøvler til skiløbere med gigt

Dit valg af skistøvler er også afgørende for din glæde ved skiløbet.

Dårlige skistøvler giver både begrænset kontrol over skiene og nedsat blodcirkulation i fødder og tæer.

Resultatet er meget ofte kolde fødder, og især kolde tæer. Det kan gøre ondt på raske mennesker, men kan være yderst pinefuldt, grænsende til tårefremkaldende, for en skiløber, der er ramt af gigt i fødder eller tæer.

Du bør derfor overveje at købe dine egne skistøvler, så din skiferie ikke ødelægges af et par dårlige skistøvler fra skiudlejningen på destinationen.

SkistøvlerPersonligt vil jeg anbefale dig at overveje at bruge cirka 4.000 kroner på et par specialtilpassede skistøvler, som du kan glæde dig over i mange år.

Tidligere vred jeg ofte mit ansigt i smerte over kolde tæer. Det gør jeg ikke længere.

Derudover sikrer skræddersyede skistøvler dig øget kontrol over skiene, hvilket minimerer træthed og risiko for skader, der yderligere kan forværre dine gigtproblemer.

Sørg også for at putte et par gode skistrømper (gerne af uld) ned i dine skistøvler.

Drop de hjemmestrikkede skistrømper fra din bedstemor og vælg i stedet et par ergonomisk tilpassede skistrømper som eksempelvis Falke SK2 eller SK4, som bl.a. forhandles hos netbutikken AktivVinter.dk.

Det er vigtigt, at strømpens tykkelse og struktur er tilpasset de forskellige områder af din fod, så skistrømpen presser, støtter og giver luft de rigtige steder.

Tænk nøje over dit valg af skihandsker

Personligt har jeg de seneste år også døjet med kolde og ømme fingre, formodentlig som en direkte konsekvens af tiltagende slidgigt i fingrene.

Jeg har derfor valgt at gå en prisklasse op i forbindelse med indkøb af skihandsker.

Tidligere gik jeg ofte efter de billigste skihandsker. I dag er jeg meget bevidst om, at mine skihandsker skal være både funktionelle, åndbare, vandafvisende og tilpas isolerende. Design og pris er sekundære faktorer.

Black Diamond Guide Finger GlovePå kolde dage putter jeg derfor mine hænder i et par Black Diamond Guide Lobster skihandsker.

Skihandskerne fra Black Diamond har kun tre fingre, hvilket sammen med en tilpas mængde uldisolering mellem hånd og handskens overside sikrer mig varme og tørre fingre, selv på rigtig kolde dage.

Hvis du har problemer med frosne fingre og ikke allerede har prøvet et par “hummer” skihandsker, så overvej at gøre det. Du har omtrent ligeså god finmotorik som i en skihandske med fem fingre, men det er en del nemmere at holde fingerne varme ude på bjerget.

Som alternativ til mine Black Diamond Guide Lobster 3-finger handsker (der pt. kun kan købes i udlandet) kan du overveje eksempelvis 3-finger luffer, du kan finde billige her eller Hestra Army Leather Heli 3-finger handsker.

Til lidt varmere dage har jeg mine trofaste Hestra skihandsker, som i øvrigt også fungerer fint som vinterhandsker i Danmark, når der skal ses fodbold på stadion eller fældes juletræer i 5 graders frost.

Når skiløbet er overstået og jeg bevæger mig rundt nede i skibyen, foregår det ofte med hænderne i par Gore-Tex luffer fra Hestra. De er ikke trendy, men mine fingre elsker den varme, som de giver.

Hestras handsker, især dem af læder, er af meget høj kvalitet. Hvis handskerne får en omgang læderfedt mindst et par gange om året, så er det tæt på umuligt at slide dem i stykker.

Skihandsker fra Hestra forhandles bl.a. hos AktivVinter.dk.

Det blå sygesikringsbevis og gigt

Uanset om du har gigt eller ej, bør du tegne en privat rejseforsikring, inden du tager af sted på skiferie.

Det nye blå EU-sygesikringskort sikrer dig ret til samme læge- og hospitalshjælp som de lokale borgere.

Men selvom sundhedsvæsenet i eksempelvis Østrig og Norge er fuldt på højde med det danske, sikrer det blå kort dig ikke ret til betalt hjemtransport eller andre af de ekstra forsikringsdækninger som en privat rejseforsikring typisk giver dig.

Når du bestiller din private rejseforsikring kan du med fordel spørge ind til, om din kroniske gigtsygdom medfører begrænsninger i dækningen.

Du kan i øvrigt læse mere om det blå EU-sygesikringsbevis og rejseforskring i vores artikel om skiferie og forsikring.

Regler for transport af gigtmedicin over landegrænser

GigtmedicinSom udgangspunkt kan du uden problemer tage din gigtmedicin med i håndbagagen på skirejsen.

Hvis du tager sovemedicin eller stærke smertestillende piller (dvs. ikke Panodil/Ipren, men stærkere sager), skal du dog en tur forbi dit lokale apotek for hente en medicinattest (også kendt som “pillepas”).

Et “pillepas” er gratis og gælder for rejsens længde, dog højest 30 dage.

Du kan bestille medicinattesten på nettet og derefter hente den på dit lokale apotek.

Du kan læse andre folks kommentarer til dette indlæg på Facebook her. Du er naturligvis meget velkommen til selv at bidrage med dine egne erfaringer omkring skiløb og gigt (eller lignende sygdomme).

Hvis du gerne vil have nye skiferietips tilsendt hver måned, så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Menu