Hemsedal Pistekort

Forside » Norge » Hemsedal » Pistekort

Om Hemsedal | Pistekort | Lejligheder | Hoteller | Kør selv info | Billeder | Vejr og webcams

Rejsebureauer: Dansk Bilferie | FJÄLLFERIE | Norsk Rejsebureau | proHemsedal | Skiferie.dk | Thinggaard

Pistekort Hemsedal

Alt skiløb i Hemsedal foregår i området mellem Hemsedal Skisenter og de tre snekældte fjeldtoppe “Totten”, “Tinden” og “Roni”. Pisterne starter i 1.450 meters højde og slutter i 620 meters højde nede ved det nye Fýri resort.

På pistekortet nedenfor kan du se alle Hemsedals 50 pister og 14 lifter.

Pistekort Hemsedal

Hemsedal pistekort (Klik på billedet for at se pistekortet i fuld størrelse)

Et af Nordeuropas bedste og største skiområder

Der er i alt 48 kilometer præparerede pister i Hemsedal.

De blå og grønne pister er begyndervenlige (bortset fra Tottens grønne piste “27”, som på den øverste smalle del ligner en rød piste).

De røde pister er velegnede til brede sving og pistefræs.

Nogle sorte pister (f.eks. piste “6”) er udfordrende selv for erfarne skiløbere.

Andre sorte pister (f.eks. pisterne “8” og “9”) ville være farvet røde i Østrig og blå i Frankrig.

Hemsedals længste piste fra Totten ned til Fýri er cirka 6,5 kilometer lang og har et samlet fald på 830 højdemeter.

Disse tal for længste piste og højdeforskel er på niveau med mellemstore skisportssteder i Østrig og Italien, og den skioplevelse som du får i Hemsedal minder generelt meget om, hvad du kan opleve i Alperne.

Liftsystemet er moderne, og modsat mange andre skiområder i Norge og Sverige, kommer du nemt rundt i området næsten udelukkende med hjælp fra hurtigtkørende stolelifter. Stoleliften “Olaheisen” kører dog MEGET langsomt, men du kan i stedet tage “Tindenheisen” op.

Hemsedals skiområde føles også mere sammenhængende og varieret end eksempelvis Trysil, hvor alle sorte pister er samlet i et enkelt område (Høgegga).

Rejsebureauer: Dansk Bilferie | FJÄLLFERIE | Norsk Rejsebureau | proHemsedal | Skiferie.dk | Thinggaard

Hemsedal Højdeprofil

Her kan du se højdeprofilen for en tilfældig dags skiløb i Hemsedal.

Skiområdet i Hemsedal ejes og drives af SkiStar, og et 8-dages liftkort til voksne koster cirka 2.000 NOK (~ 1.600 DKK). Der er cirka 20% rabat på liftkort til børn mellem 7 og 17 år. Børn under 7 år kan gratis benytte alle lifter i Hemsedal.

Der er for øvrigt lange åbningstider og aftenskiløb i Hemsedal flere dage om ugen.

Børnebakker i Hemsedal

SkiStar markedsfører Trysil som deres bedste destination til børn og nybegyndere, men Hemsedal er absolut også et glimrende valg til børn (og voksne), der aldrig har stået på ski før.

Der er et stort børneområde helt nede ved SkiStar Lodge Alpin / SkiStar Lodge Suites. Her er der både tæppelifter til de allermindste og langsomme træklifter til ældre nybegyndere.

Når der er nogenlunde styr på den basale teknik, er det nemt at søge videre op til stoleliften Holdeskarheisen (F) og den nemme grønne piste “11”.

Alle pister i Hemsedal fører ned til børneområdet ved SkiStar Lodge. Hvis I bliver væk fra hinanden ude på pisten, er det derfor nemt for alle at finde ned til et på forhånd aftalt mødested.

Både jeg og mine børn er vilde med Trysil, men vi vil ligeså gerne til Hemsedal igen.

Trysils skiområde er større, men du ender oftest med at stå mest på pisterne på den side af Trysilfjellet, hvor du selv bor.

I Hemsedal kommer du nemmere og mere naturligt rundt i hele området.

Tag dog ikke mindre børn med på skiferie i Hemsedal i december eller januar. På de allerkoldeste dage, kan du i Trysil søge læ mod vind og kulde på skovpisterne eller i Radisson Blus badeland. Den mulighed har du ikke i Hemsedal.

De luksuriøse SkiStar Lodge Suites og de billigere Bakken-lejligheder er perfekte til børnefamilier, der gerne vil bo tæt på Hemsedals børnebakker.

Snowparks i Hemsedal

Hemsedal Snowpark

Hemsedal har en håndfuld snowparks og fun slopes forskellige steder i terrænet. Der er både meget små hop og rails til nybegyndere og større udfordringer til garvede parkrotter. SkiStars pistefolk bruger helt åbenlyst meget tid på at “shape” parker, ski cross-baner og fun slopes.

Dog virker det som en forkert beslutning at sprede fornøjelserne ud i mange små sektioner overalt i terrænet, som hver kun indeholder et begrænset antal elementer.

I hvert fald ville mine børn hellere have færre men længere “linjer” med forhindringer ned gennem Hemsedals skiområde.

Bedste pister i Hemsedal

Hemsedal Bedste Pister

Uanset dit niveau, er det nemt at finde gode pister i Hemsedal. Området er varieret, og uanset sneforhold og solens placering, kan du næsten altid finde et sted i Hemsedal, som byder på gode skioplevelser.

Først og sidst på sæsonen, hvor du ofte er nødt til at holde dig på de præparerede pister, er der både mulighed for pistefræs på de brede og ikke alt for stejle pister “8” og “9”, og på pisterne ned fra Roni-toppen.

I solskinsvejr er den mørkegrønne piste “27” ned fra toppen af Totten i 1.450 meters højde også en herlig oplevelse. Skiløbet er ikke revolutionerende, men panoramaudsigten er fantastisk.

Hvis sneguderne har smilet til Hemsedal og ladet hvidt pudder dale på alle fjeldsider, er der også virkelig gode off-piste muligheder i Hemsedal. Læs blot videre nedenfor.

Off-piste i Hemsedal

Hemsedal er en perfekt destination for dig, der elsker off-piste skiløb i smukke omgivelser.

I gode vintre er Hemsedal måske den destination i Skandinavien, som tilbyder de bedste off-piste muligheder inden for rækkevidde af skilifter.

Tidligt og sent på sæsonen, kan snemangel dog lægge en dæmper på fornøjelserne, da mange af fjeldsiderne og lærkeskovene kræver et solidt lag pudder, før de er klar til off-piste skiløb.

Mange af Hemsedals puddereventyr starter fra toppen af “Totten 2”-trækliften, hvorfra der er cirka 800 højdemeters off-piste skiløb i varierende sværhedsgrad ned til enten Hemsedal Skisenter eller Hemsedal bycentrum.

Også fra Hemsedals to andre toppe (Tinden og Roni) er der mange lettilgængelige off-piste ruter, som nemt kan spottes, når du tager stoleliften op.

Lokalkendskab er dog også i Hemsedal et stort plus, og du bør derfor overveje at alliere dig med en off-piste guide, før du bevæger dig for langt væk fra pisten.

Der er en del farlige klippeskrænter og lavineudsatte områder, som førstegangsbesøgende i Hemsedal ikke nødvendigvis spotter selv, før det er for sent.

Jakob Hertz fra Telemarkski.dk har skrevet denne gode guide til off-piste skiløb i Hemsedal.

Hemsedals gode off-piste muligheder er dog ikke just en hemmelighed. Efter nysne er Hemsedals lettest tilgængelige off-piste områder tæt gennemskåret af spor i løbet af få timer.

Er Hemsedal snesikkert?

Hemsedals skiterræn er yderst snesikkert, og sæsonen starter ofte i november og slutter først tæt på 1. maj.

De fleste pister i Hemsedal vender mod nord eller øst, hvilket er med til at sikre, at sneen holder sig kold og god både først og sidst på sæsonen.

Selv i dårlige vintre sikrer snekanoner tilstrækkelig med sne i det meste af området.

Vær dog opmærksom på, at ski-in/ski-out til mange af lejlighederne og hytterne i Skarsnuten-området er afhængig af natursne, da der ikke er snekanoner på denne del af bjerget. Hvis der ikke er natursne på transportpisterne, kan du dog heldigvis tage stoleliften fra Skarsnuten Hotel ned til de pister, der er dækket af snekanonernes kunstsne.

Menu